Erhvervs-skattefusk for 1,2 milliarder

Staten gik i 2011 glip af 1,2 milliarder kroner, fordi direktørerne trak for mange udgifter fra

Virksomheder trækker udgifter til brudekjoler, sommerferier, børnenes mobilregninger og fitness-medlemskaber fra i skat.

Det er skattefusk, der hvert år koster samfundet milliarder af kroner.

En helt ny beregning, som Skat har foretaget for Ugebrevet A4, afslører, at den ulovlige praksis sidste år kostede 1,2 milliarder kroner i mistet skatteprovenu.

Både Dansk Erhverv og revisorernes egen brancheforening efterlyser mere kontrol fra Skat.

Opgørelsen afslører også, at op mod hver sjette af alle fejl hos de erhvervsdrivende netop er private udgifter, der trækkes fra.

Eksemplerne på fejl og snyd blandt virksomhedsdirektørerne er mange:

Udgifter til privat planteservice, rengøring af hovedaktionærens private ejendom, udgifter til motionscenter, a-kasse, sommerferier til Malaga og Italien eller børnenes private mobiltelefoner er bare et par af de ting, som virksomheder uretmæssigt trækker fra i Skat.

Omfanget af snyd med private udgifter overrasker og forarger revisorernes egen brancheforening, Danske Revisorer (FSR).

- Det er helt uacceptabelt, at omfanget af snyd er så massivt. Der er ingen undskyldning, og det burde være nemt at rette, hvis man som revisor finder fejlen, siger formand for skatteudvalget i FSR, John Bygholm.

Hos erhvervslivet er der også ærgrelse over omfanget.

- Det her er en rigtig uheldig adfærd, og den slags enkeltstående eksempler er med til at ødelægge det for hele erhvervslivet, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Erhverv.

0 kommentarer
Vis kommentarer