Rejser du dig op for andre i bussen? Tilbød du personen med kun to varer at komme foran dig i køen, sidst du var i supermarkedet? Og holder du døren for personen bag dig?
Ifølge folk omkring dig kniber det med at huske de gode manerer. Seks ud af 10 mener nemlig, at danskerne i løbet af de seneste fem år er blevet mere uhøflige, når de befinder sig i det offentlige rum, og samtidig ønsker 88 procent, at der var mere høflighed i for eksempel biografer, busser og supermarkeder, skriver metroXpress.
Det viser en undersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af danskerne, som analyseinstituttet YouGov har foretaget for avisen.
Hvem, mig?
Kigger vi indad, lader der imidlertid ikke til at være problemer. Nemlig hele 93 procent svarer, at de selv synes, de er lidt eller meget høflige i det offentlige rum.
Det kan ifølge professor, dr.phil. Niels Davidsen-Nielsen hænge sammen med, at vi føler os høfligere, end vi rent faktisk er i stand til at udtrykke.
- Danskerne har måske den gode vilje, men savner sproglige udtryk. Der er blevet for få og primitive sproglige vendinger, og derfor er det sværere at vise respekt og imødekommenhed over for andre mennesker, siger den tidligere formand for Dansk Sprognævn Niels Davidsen-Nielsen til metroXpress.
Hvad mener du? Er vi blevet for grove i munden i det offentlige rum? Giv os din mening i kommentarfeltet nedenfor.