Afhængig af computerspil

Afhængighed af computerspil er et stigende problem. I Norge er antallet af spilafhængige fordoblet, og i Danmark er tendensen den samme

Antallet af afhængige af computerspil er fordoblet inden for det sidste år. Det viser nye tal fra Norge lavet af det norske behandlingscenter Spillavhengighet-Norge.

Værste eksempel var en ung nordmand, der spillede 16 timer om dagen og gik med selvmordstanker.

Dobbelt så mange afhængige spillere har henvendt sig til Spillavhengighet-Norge, og vores nordiske venner står ikke alene med problemet. Også i Danmark ringer telefonen oftere.

- Vi har 2-3 henvendelser om ugen hos os, og det er typisk forældre, der ringer ind, fordi deres børn sidder og spiller computer i et sted mellem 8 og 12 timer, siger Søren Skensved behandlingsleder for Dansk MisbrugsBehandling.

Han bakkes op af Michael Bay Jørsel der er leder for center for ludomani, der også har oplevet, at telefonen ringer oftere end før.

- Vi får langt flere henvendelser end tidligere. Vi er vel oppe på cirka fem henvendelser om ugen fra forældre til børn, der spiller for meget. Vi behandler ikke for spil hos os, men de kontakter os alligevel for at høre, hvad der kan gøres ved problemet, siger Jørsel til ekstrabladet.dk

En nylig amerikansk undersøgelse bakker op om konklusionerne fra den norske. Forskere ved Iowa State University havde over 3000 computerspillende børn fra Singapore med i en undersøgelse, og resultatet viste at ca. 10 procent udviklede decideret spilafhængighed.

Se også: Ludoman spillede 700.000 op på kredit

En afhængighed der kan give større risiko for depressioner, angst og lavere sociale kompetencer. Den udlægning nikker Søren Skensved genkendende til

- De gør jo nat til dag, og det får stor betydning for deres udvikling. Vi oplever at de ikke passer deres skole, de bliver socialt isolerede, og de ender ofte med at deres eneste venner er dem de har i den virtuelle verden, siger Skensved til ekstrabladet.dk

På Dansk MisbrugsBehandling behandler man danskere, der er afhængige af computerspil. Der er flere i behandling netop nu, og det er særlige grupper, der er hårdest ramt.

- Vi ser de største problemer i aldersgruppen 16-24, der er man jo også i konflikt med sine forældre, og de skal ihvertfald ikke bestemme, om man har et problem. Derfor kan de være særligt vanskelige at komme i kontakt med.

- Samtidig skal vi også vende hele deres verden rundt. De er vant til at være successer i spillene, men ikke i den virkelige verden, og det er en lang sej kamp at komme tilbage til det sociale liv og droppe den virtuelle, siger Søren Skensved.

Medierådet har haft stor fokus på afhængighed af computerspil ligesom en gruppe danske studerende tidligere har lavet en mindre afhandling om afhængighed og den opmærksomhed er afgørende ifølge centerleder for ludomani, Michael Bay Jørsel

- Risikopersonligheden minder jo meget om den, som vi ser hos de ludomaner vi får ind af døren. Man bliver dybt afhængig, og kan kun fokusere på det næste 'fix', derfor er det godt at vi får fokus på problemet.

I må godt være bekymrede
Forældre må godt bekymre sig, hvis deres barn har været klistret til computerskærmen døgnet rundt i en lang periode.

Overlæge Henrik Rindom, der er ekspert i afhængighed har tidligere udtalt at computerspillere kan udvikle en psykisk afhængighed, der minder meget om ludomani:

- Det er nogle af de samme aspekter. Du kan opnå et sus og en følelse af anerkendelse, fordi spillet bekræfter dig i, at du er god. Man kommer ind i en isolation, hvor man på et pseudo-plan oplever, at man har en kontakt med omverdenen. Men den kontakt kan man ikke reproducere, når man er ude i det virkelige liv, siger Henrik Rindom til 24 timer.

I Norge var en ung mand oppe på 16 timers spil hver dag, og gik samtidig med selvmordstanker på grund af sin afhængighed, så galt står det ikke til endnu, men Søren Skensved mener ikke, at vi er langt derfra.

- Spillet tager magten fra dem, vi har folk i behandling, der spiller mellem 8 og 12 timer dagligt, og dermed bruger mere tid på spillet end det at have et fuldtidsjob. Hvis ikke de, og vi, anerkender at de har et problem, så er det svært at hjælpe dem, siger Skenved til ekstrabladet.dk

Nettet er giftigt
En amerikansk forsker har tidligere hævdet at spillet world of warcraft skulle være særligt vanedannende, og at op mod 40 procent af spillerne var afhængige, men selvom Michael Bay Jørsel, og Søren Skensved, godt vil anerkende, at spillet hører til dem, der fænger spillerne foran skærmen, så er tallet for højt sat.

- Det er svært at forestille sig at næsten halvdelen er afhængige, men vi oplever som nævnt, at flere bekymrede forældre henvender sig, siger Michael Bay Jørsel.

Hos Dansk MisbrugsBehandling nikker man også genkendende til stigningen, og der er ifølge Søren Skensved kun en vej ud af den virtuelle verden.

- Vi arbejder på deres computeradfærd. De skal lære, at man går på nettet for at klare nogle ærinder, og så logger man af igen. For spillet er jo kun et klik væk, og det lokker. Jo længere du er væk fra virkeligheden, jo sværere er det at vende tilbage, og det er den adfærd, vi skal ændre. De skal simpelthen anerkende, at nettet er giftigt for afhængige.

0 kommentarer
Vis kommentarer