Nye cykelstier skal erstatte betalingsring

Et nyt netværk af cykelstier skal forbedre den store trængsel og forurening i København og omegn

Efter at planerne om den omstridte betalingsring officielt er blevet krøllet sammen og smidt i papirkurven, er forslagene til, hvordan man mindsker trængslen og forbedrer miljøet i hovedstadsområdet, mange.

Københavns Kommune sætter sin lid til cyklisterne.

Ved at indføre såkaldte "cykelsuperstier" vurderer de, at antallet af cyklister indenfor kort tid kan øges med 30 procent, og at man derved vil spare omkring 7000 ton CO2 per år.

Endvidere anslår de, at cykelstierne vil medføre 300 millioner kroner i besparelser på sundhed årligt.

Den konkrete plan ligger allerede klar, og 21 kommuner bakker den op, fortæller teknik- og miljøborgmester i København Ayfer Baykal (SF).

- Vi kan ikke parkere problemerne med trængsel og forurening. Derfor bliver vi nødt til at sætte turbo på alternative løsninger nu, og det er afgørende, at pengene bliver brugt på det rigtige.

- Med cykelsuperstierne kan vi hurtigt få flyttet pendlere ud af bilen og op på cyklen, fordi der allerede ligger en konkret plan, der kan sættes i værk, så snart pengene er der, siger hun.

Cykelsuperstierne skal konkret forstås som et sammenhængende net af cykelstier på tværs af kommunegrænserne, hvor der er høj fremkommelighed og god komfort. Der skal også være god belysning, og der skal hurtigt ryddes sne i vinterperioden.

Københavns Kommune har allerede afsat 150 millioner kroner til projektet. Men det er ikke nok. Et samlet net er estimeret til at koste én milliard kroner over 10 år

Derfor opfordrer Ayfer Baykal regeringen til at hjælpe hurtigst muligt.

- Det er klart, at det tager tid for alle kommunerne at finde penge til stierne. Så uden bidrag udefra er det på nuværende tidspunkt kun muligt at færdiggøre et par ruter om året.

- Men med regeringens støtte vil de vigtigste stier kunne stå klar til pendlere i hele regionen i løbet af 2-3 år, siger hun.

Den første cykelsupersti, Albertslundruten, åbner i april, og yderligere tre ruter er planlagt til at åbne i 2012. På længere sigt er der i alt planlagt 26 ruter, hvilket vil svarer til 300 kilometer cykelsti.

0 kommentarer
Vis kommentarer