Iran blokerer for olie til Grækenland

Iran svarer igen på europæiske sanktioner ved at nægte olie til Grækenland, skriver iransk nyhedsbureau.

Iran har nægtet at afskibe en halv million tønder olie til Grækenland, og det sker som gengæld for EU's sanktioner mod landet.

Det skriver det halvofficielle iranske nyhedsbureau Fars.

- Olietankskibe, som ankom for at overføre 500.000 tønder iransk olie til et raffinaderi i Grækenland, er sejlet tilbage tomhændet, efter at Iran har nægtet afskibning, skriver nyhedsbureauet.

Fars angiver ikke nogen kilde til oplysningen.

EU besluttede i januar at stoppe for import af iransk råolie, efter at Iran har nægtet at samarbejde om sit atomprogram. De vestlige lande mistænker det iranske regime for at være i gang med at udvikle atomvåben.

Iran ophørte i sidste uge at sælge råolie til britiske og franske selskaber. Det kom, efter at den iranske olieminister tidligere på måneden advarede om, at det var slut med at handle med "nogle" europæiske lande.

EU-Kommissionen siger, at en iransk boykot ikke vil gøre ondt, fordi der er nok olie på de europæiske lagre.

0 kommentarer
Vis kommentarer