DF: Trøjborg er sendt i byen af regeringen

Det er helt bevidst, at KL kommer med reformkravet ganske kort før regeringen kommer med sit udspil, mener DF.

Det er rent spin, at formanden for Kommunernes Landsforening Jan Trøjborg (S) i dagens udgave af Jyllands-Posten fremsætter et krav om reformer på områder som fleksjobordningen og førtidspensionen.

I hvert fald hvis man spørger Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard.

- KL’s formand er socialdemokrat, så jeg tror, at han er sendt i byen med det her forslag. Det føler jeg mig ret overbevist om, at han er, siger Pia Kjærsgaard til Ritzau.

KL opfordrer til, "at Folketingets partier udviser vilje til at gennemføre markante reformer".

Og ifølge Pia Kjærsgaard skal den opfordring være med til at gyde olie på vandene for regeringens længe planlagte reformudspil.

På spørgsmålet om hun tror, at det er spin fra regeringens side, falder svaret prompte;

- Ja, det tror jeg helt sikkert, at det er. Helt sikkert.

Når det er sagt er Pia Kjærsgaard ikke afvisende over for at indgå i forhandlinger med regeringen om reformer.

- Vi vil gerne forhandle, men vi skal passe på, at vi ikke skærer helt ind til benet på dem, der ikke har for meget i forvejen, siger hun og henviser især til KL's forlag om at ændre i satsreguleringen til folkepensionister.

- Jeg er meget overrasket over, at Jan Trøjborg nævner en satsregulering af folkepensionisterne, fordi de har altså ikke for meget i forvejen. Det har de virkelig ikke, siger Pia Kjærsgaard.

Hun kalder KL's reformkrav for "drastisk" og efterspørger et konkret udspil fra regeringen.

- Men det kræver jo, at der snart kommer noget konkret på bordet. Vi har efterhånden ventet på det udspil rigtig, rigtig længe. De kan ikke blive ved med at tale i overskrifter, siger Pia Kjærsgaard.

Regeringen har meldt ud, at reformudspillet kommer "inden for den allernærmeste fremtid".

0 kommentarer
Vis kommentarer