94 personer dræbt på blodig dag i Syrien

68 civile har mistet livet under lørdagens kampe. Præsident Bashar al-Assads styrker retter skytset mod Homs.

Lørdag har været et blodigt døgn i det uroplagede Syrien, hvor oprørere og regeringens sikkerhedsstyrker kæmper mod hinanden.

94 personer har mistet livet, heriblandt 68 civile, skriver nyhedsbureauet AFP.

Organisationen The Syrian Observatory for Human Rights, der overvåger udviklingen i Syrien, oplyser, at 24 civile blev dræbt i oprørsbyen Homs, som i de seneste tre uger har været under konstant belejring og beskydning fra regeringsstyrkernes side.

Otte andre civile har mistet livet i områder omkring byen, mens 23 af regeringens soldater er omkommet under kampe i andre dele af Syrien.

Ifølge The Syrian Observatory for Human Rights har den syriske hær endnu en gang rettet skytset mod Baba Amro-kvarteret, hvor oprørsstyrken Syriens Frie Hær står stærkt.

Også fire andre kvarterer i det centrale Homs har været under beskydning, oplyser organisationen.

Fredag fik ambulancer fra Røde Kors og søsterorganisationen Røde Halvmåne adgang til Homs, hvor de evakuerede syv sårede samt 20 kvinder og børn.

Men det er ikke lykkedes hjælpeorganisationerne at få en aftale i stand med syriske myndigheder om at evakuere sårede fra Baba Amro-kvarteret, oplyser Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) lørdag aften til AFP.

Iagttagere mener, at over 7600 mennesker er blevet dræbt i Syrien, siden protesterne mod præsident Bashar al-Assads regime begyndte i marts 2011.

0 kommentarer
Vis kommentarer