Professor: Ingen logik i tys-tys om PET

Professor i strafferet kritiserer Justitsministeriet for at skjule antallet af registrerede borgere hos PET

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Justitsministeriets årelange tavshed om antallet af registrerede borgere hos Politiets Efterretningstjeneste er ulogisk.

Det fastslår professor i strafferet Jørn Vestergaard ved Københavns Universitet.

Ministeriet har besluttet at overstrege oplysningen om antallet i en rapport fra Wambergudvalget, da den forleden blev frigivet til pressen.

Ministeriets argument er, det vil kunne skade rigets sikkerhed eller hindre opklaring af forbrydelser, hvis oplysningen slipper ud. Men professor Jørn Vestergaard er kritisk:

- Det er godt nok svært at forstå den dybere logik i hemmeligholdelsen af hvor mange, der registreres, mener han.

- Hvis det er rigtigt mange, kan det selvfølgelig give anledning til kritik fra dem, der frygter et overvågningssamfund. Hvis det er rigtigt få, kan det udlægges som tegn på manglende effektivitet.

- Men mon ikke tallet ligger pænt et sted midt imellem, så det ikke ville kunne skade rigets sikkerhed, hvis offentligheden fik kendskab til det, mener Jørn Vestergaard.

I sig selv kan hemmeligholdelsen skabe usikkerhed, mener professoren.

Han tilføjer, at der er en legitim offentlig interesse i at få kendskab til udviklingen i antallet af registrerede over tid.

Wambergudvalget kontrollerer efterretningstjenesten med hensyn til blandt andet registreringer, og det er faktisk sket, at udvalget har afslået et ønske fra PET, har PET's chef sagt til Jyllands-Posten.

Fredag offentliggør Justitsministeriet i øvrigt en betænkning, som vil foreslå et nyt kontrolorgan i stedet for Wambergudvalget.

0 kommentarer
Vis kommentarer