Danske mineryddere sikrer skoler i Libyen

Halvdelen af skolerne i byen Sirte er genåbnet, siden Dansk Flygtningehjælp startede minerydningen i 2011

Libyske børn kan igen trygt og sikkert få undervisning og lege i en række skoler i den libyske by Sirte.

Dansk Flygtningehjælps minerydderenhed har siden november 2011 fjernet en større mængde af våben og ueksploderet ammunition i byen efter krigen i det nordafrikanske land. Halvdelen af Sirtes skoler er nu genåbnet.

- Det er gået over alt forventning. Vi har nået meget mere, end vi havde troet, men der er også meget store behov, siger chefen for Dansk Flygtningehjælps minerydningsenhed, Danish Demining Group (DDG), Rasmus Stuhr Jakobsen.

De danske mineryddere koncentrerer sig udelukkende omkring Sirte, da andre lande fjerner granater og miner i andre dele af Libyen. Siden operationen gik i gang i efteråret, er DDG rykket ud 1000 gange for fjerne farlig ammunition.

- Det har for eksempel været i arealerne omkring skolerne, på legepladserne og i skolebygningerne, så vi er hundrede procent sikre på, at der ikke sker noget med eleverne, siger Rasmus Stuhr Jakobsen.

De lokale libyere er en stor hjælp for minearbejdet.

- Vi oplever et rigtig godt samarbejde med lokalbefolkningen, og vi får rum til at udføre vores arbejde. Lokalbefolkningen ringer til os og fortæller, hvad de har fundet. Og så rykker vi ud, siger Rasmus Stuhr Jakobsen.

Selvom flere libyske børn igen kan få undervisning på skolebænken, er der stadig lang vej endnu, før de danske mineryddere forlader landet.

- Der er fortsat meget arbejde med skoler og huse i Sirte. Der går flere år, før vi er helt færdige med rydningsarbejdet, vurderer Rasmus Stuhr Jakobsen.

DDG får støtte til arbejdet i Libyen. EU-Kommissionens afdeling for Humanitær Bistand (Echo) giver omkring 4 millioner kroner, og Udenrigsministeriet i Danmark har bevilget 5 millioner kroner.

Derudover har Dansk Flygtningehjælp selv indsamlet cirka halvanden millioner kroner til rydningsarbejdet.

0 kommentarer
Vis kommentarer