FOA hiver journalister i retten igen

Fire plejehjemsansatte kræver 40.000 kroner fra journalister i sag om skjult kamera efter højesteretskendelse.

Journalisterne Miki Mistrati og Marike Jensen skal endnu en gang i retten i en sag om brug af skjult kamera på plejehjemmet Fælledgården.

Højesteret afsagde ellers dom sagen tirsdag, og dermed skulle man tro, at sagen var slut. Men nu trækker fagforbundet FOA journalisterne i retten igen.

FOA forlanger, at journalisterne, som på det tidspunkt var ansat hos Bastard Film, skal betale 40.000 kroner i tortgodtgørelse til fire plejehjemsansatte, der blev optaget med skjult kamera og medvirkede i et indslag.

- Vi har ventet på Højesterets afgørelse, som heldigvis var enstemmig og meget klar. Derfor vil det også klæde Bastard-folkene at betale pengene med det samme, siger FOA-formand Dennis Christensen.

Højesteret idømte tirsdag journalisterne bøder på 5000 kroner hver. Og derudover skal journalisterne betale 50.000 kroner til beboere på plejehjemmet, som er blevet krænket af de skjulte optagelser.

Formålet med optagelserne var at afsløre kritisable forhold på plejehjemmet, men Højesteret vurderer, at målet ikke helligede midlet i tilfældet Fælledgården.

FOA har ifølge Dennis Christensen på et tidligere tidspunkt gjort gældende, at også de fire FOA-ansatte burde have penge i sagen.

Ifølge fagforeningen betød en procedurefejl hos anklagemyndigheden, at den del af sagen aldrig kom med videre, da sagen i sin tid blev anket fra byret til landsret.

- I og med at tre retsinstanser nu alle har vurderet, at det var ulovligt at anvende skjult kamera på Fælledgården, så bør sjusk hos anklagemyndigheden ikke betyde, at medlemmerne ikke får deres tortgodtgørelse, siger Dennis Christensen.

Sagen om skjult kamera på Fælledgården har været en meget principiel sag, der har berørt skismaet mellem den journalistiske frihed til at afsløre kritisable forhold i samfundet på den ene side og privatlivets fred på den anden.

Det kom blandt andet til udtryk i, at Højesteret havde sat hele ni dommere til at bedømme sagen. Ved en normal sag ved Højesteret medvirker der kun fem dommere.