Bankøkonom: Græsk økonomi langt fra reddet

Der er kommet ro på, men vejen er stadig lang, før man kan tale om, at græsk økonomi er reddet, siger økonom

Eurolandenes store hjælpepakke på 130 milliarder euro til den hårdt ramte græske økonomi, giver utvivlsomt lidt ro på den akutte situation. Men alt for mange usikkerhedsmomenter gør, at der langt fra kan åndes lettet op endnu.

Det vurderer cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian.

- Nu har man fået ro til at agere, men om man når de mål, der er sat er alt for tidligt at sige. Derved er det også alt for tidligt at sige, om det her er den endegyldige løsning på de græske problemer. Der er simpelthen for mange usikkerhedsforhold i spil, siger han.

Usikkerheden ligger blandt andet i, om der er den fornødne politiske vilje i landet til at gennemføre de besparelser og reformer, regeringen har lovet.

Endvidere er det usikkert, hvordan økonomien kommer til at reagere på hjælpepakken og dens ændringer, lyder det.

- Det er jo eksempelvis ikke til at vide, om økonomien står så meget i bakgear, at det kommer til at koste på tilbagebetalingsevnen, siger Steen Bocian.

Så at tale om en reddet græsk økonomi er i høj grad at pynte på sagerne.

- Vi har jo før troet, at der har været redninger i forhold til sådanne lande i krise, og der må vi konstatere, at vi er blevet skuffede. Derfor mener jeg, at det er for tidligt at sige, at det her er den endelige redning, siger Steen Bocian.

Så selvom Grækenland med al sandsynlighed ikke er fjernet fra overskrifterne, håber cheføkonomen, at landet vil glide lidt i baggrunden i en periode og derved give opmærksomhed til andre hårdt ramte økonomier.

- Det har været en meget langstrakt proces, og man kan håbe, at man nu hat fået så meget afklaring, at man kan fokusere på andre, der desværre også er i problemer. Det kunne eksempelvis være Portugal, hvis problemer ikke er helt ulig Grækenlands, siger Steen Bocian.

Hjælpepakken til Grækenland vil reducere den græske gæld til 120,5 procent af BNP inden 2020.

Med pakken følger et markant skærpet tilsyn med landet.

0 kommentarer
Vis kommentarer