Europa trues af livsfarlige oversvømmelser

Først kom snestorme og vilde kuldegrader. Nu venter foråret, hvor Europas floder kan drukne hele byer i vand

Vinterens ekstreme frostvejr har krævet mere end 600 menneskeliv i Central- og Østeuropa.

Nu smelter isen og sneen hastigt væk, og derfor banker et andet faretruende vejrfænomen på døren: Voldsomme oversvømmelser.

Sådan lyder advarslen fra Margareta Wahlström, som er FN's særlige repræsentant for katastrofeforebyggelse.

- Mens tusinder stadig er sneet inde fra Serbien til Bulgarien, er der nu advarselstegn om destruktive oversvømmelser, som vil forøge tabet af menneskeliv og økonomiske aktiver, siger hun.

Vinterens snestorme har isoleret hele bysamfund, som har været afskåret fra transport, skoler, hospitaler og elektricitet.

Men de næste 10 dage forventes temperaturerne i Bulgarien og Rumænien at stige til mellem 8 og 10 varmegrader.

Dermed smelter isen i Donau-floden, der slanger sig ned gennem talrige lande i det centrale og østlige Europa.

- Det er nu på tide at lave planer for at sikre, at menneskeliv ikke går tabt, når oversvømmelserne kommer, siger talsmand Denis McClean fra FN-agenturet for katastrofeforebyggelse, UNISDR.

Steder uden diger og dæmninger er især i farezonen, lyder det.

Europakommissionen skabte et særligt europæisk alarmsystem for oversvømmelser, efter både Elben og Donau gik over deres bredder i 2002.

Ifølge FN vil de kommende forårsoversvømmelser sætte systemet på sin alvorligste prøve siden da.

0 kommentarer
Vis kommentarer