Atominspektører på plads i Iran

FN-inspektører er i Iran til nye samtaler om landets atomprogram. Diplomater nedtoner håb om gennembrud

Et hold FN-inspektører ankom mandag morgen til den iranske hovedstad, Teheran, hvor de skal mødes med iranske myndigheder til nye drøftelser om landets omstridte atomprogram.

FN's Internationale Atomenergiagentur (IAEA) håber på "konkrete resultater" i løbet af de to dages samtaler, der drejer sig om "de mulige militære dimensioner af Irans atomprogram", siger delegationens leder, chefinspektør Herman Nackaerts.

Men det kan "tage noget tid", inden der sker fremskridt på området, understregede han ved afgangen fra Wien søndag.

På forhånd har vestlige diplomater også givet udtryk for, at der ikke er det store håb om, at forhandlingerne vil føre til et gennembrud i den årelange strid med Iran.

- Jeg er stadig pessimistisk, når det handler om, hvorvidt Iran vil vise vilje til det nødvendige samarbejde, siger en IAEA-diplomat i Wien.

Udfaldet af inspektørernes samtaler med iranske myndigheder i denne uge er ikke desto mindre vigtig, fordi de enten kan skærpe konflikten eller dæmpe spændingerne.

Iran siger, at atomprogrammet udelukkende tjener fredelige formål, men flere vestlige lande mistænker Iran for at have ønsker om at fremstille en atombombe.

Vestlige stormagter har ikke udelukket, at det kan komme på tale at anvende militær magt mod Iran. I Israel har der været en intens offentlig debat om, hvorvidt landet skal angribe Iran for at hindre det i at fremstille en atombombe.

I forvejen er striden mellem de to ærkefjender Israel og Iran kommet til udtryk ved, at tre iranske atomforskere er blevet dræbt, og at Israel har afsløret flere forsøg på bombeangreb mod israelske diplomater i flere lande.

Men Iran har også sagt, at det vil genoptage de forhandlinger om atomprogrammet, der brød sammen for et år siden.

Lederen af Irans atomenergiorganisation, Fereydoon Abbasi Davani, siger til tv-stationen al-Alam, at den såkaldte P5+1 gruppe - som består af de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd plus Tyskland - må lette på presset over for Iran.

- De må hellere ændre deres tilgang, for det, de har forsøgt tidligere, har ikke virket, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer