Byggefolkene trækker østarbejdere ind til forhandlingsbordet

3F kræver overenskomstdækning af underentreprenører. Dansk Byggeri er splittet. Det er de store mod de små, skriver Avisen.dk

(Foto: Zero Creatives/Cultura Images)
(Foto: Zero Creatives/Cultura Images)

Byggefolkene forsøger i overenskomstforhandlingernes sidste timer at få sat en stopper for de mange udenlandske arbejdere, der arbejder til løn, der ligger langt over overenskomsten.

Byggefolkenes topforhandler Peter Hougård Nielsen har netop smidt et krav på bordet foran Dansk Byggeri om at om at underentreprenører skal dækkes af overenskomsten – det krav, der deler arbejdsgiverne i byggeriet.

Om kravet ender i skraldespanden eller i overenskomst-teksten vil i høj grad afhænge at, hvor stædigt fagbevægelsen holder fast i de kommende dage, siger Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet.

Han mener, at det giver fagbevægelsen ’gode kort på hånden’, at der er folk på arbejdsgiversiden, der også har en interesse i spørgsmålet. Men i sidste ende bliver det sandsynligvis de ’tunge drenge’, der lægger linjen, vurderer Flemming Ibsen.

- Hvis de tunge siger nej, bliver det sandsynligvis et nej. Man betaler kontingent efter den samlede lønsum. Og dem, der betaler for musikken, bestemmer hvad der skal spilles, lyder vurderingen.

Groft sagt er de store fisk imod, mens mange mindre byggevirksomheder ønsker, at Dansk Byggeri forpligter sig til kun at bruge underentreprenører med overenskomsterne i orden.

Byggefirmaet Logik og Co fra København er for:

- Det er et helt fornuftigt krav, og det undrer mig, at de store virksomheder og vores fælles brancheorganisationen ikke er af samme holdning. Vi har en fælles interesse i, at det arbejde vi udfører, lever op til danske standarder på alle niveauer, siger daglig leder Balder Johansen.

Når de mindre virksomheder i Dansk Byggeri danner alliance med fagbevægelsen om at bekæmpe snyd og underbetaling, handler det om, at firmaer uden for overenskomstdækning kan tilbyde billigere løsninger og derfor render med opgaverne.

- De små virksomheder oplever gang op gang, at de taber opgaver til firmaer, der betjener sig af udenlandsk arbejdskraft til lavere løn, siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aarhus Universitet.

Det faktum, at det er de store virksomheder, der typisk benytter underentreprenører, betyder også, at det er de store spillere inden for Dansk Byggeri, der vil blive berørt, hvis kravet om overenskomstdækning af underentreprenører nedfældes i den nye overenskomst.

- De store spillere vil ikke have begrænsninger i forhold til, hvem de skal hyre. Og de ønsker ikke noget ansvar for den arbejdskraft, som deres underentreprenører benytter, siger Flemming Ibsen.

I Helsingør Tømrerlaug, der er underlagt Dansk Byggeri, hersker der ingen tvivl om, hvorfor de store entreprenørfirmaer er imod kravet om overenskomstdækning af underentreprenører.

- Det er jo fordi, de selv bruger udenlandsk arbejdskraft, konstaterer formand Carsten Krogh, der er stærk tilhænger af fagbevægelsens krav.

Dansk Byggeri og 3F har ikke ønsket at kommentere sagen, så længe overenskomstforhandlingerne pågår.

0 kommentarer
Vis kommentarer