Politi til regering: Køb 500 stærekasser

Politiet anbefaler mindst 500 standere, som skal fotografere fartsyndere. Minister varsler lovforslag til maj.

Der skal stærekasser op på de danske veje, og der skal være mange af dem.

Sådan lyder anbefalingen fra en arbejdsgruppe under Rigspolitiet til Justitsministeriet.

Det fremgår af et notat fra gruppen, som Ritzau har fået aktindsigt i.

- Arbejdsgruppen anbefaler, at der indføres stationær ATK (automatisk trafikkontrol, red.) i Danmark med opsætning af minimum 500 standere på vejstrækninger, hvor der forekommer ophobning af færdselsuheld, og hvor der køres med høj hastighed, står der i notatet

En rapport fra DTU Transport har tidligere vurderet, at hvis man placerer 500 standere, populært kaldet stærekasser, på de danske landeveje, kan man spare cirka 30 trafikuheld med personskade hvert år

Det svarer til hver tiende landevejsulykke med tilskadekommende.

DTU vurderer ligeledes, at 500 standere vil kunne dække 43 procent af de danske landevejstrækninger med automatisk trafikkontrol i en kørselsretning, og 21 procent i begge retninger.

- Det er så meget, at trafikanterne godt kunne tænke "nu kører jeg på en vej, jeg ikke kender, der kunne egentlig godt stå en ATK-stander", vurderer seniorforsker Tove Hels fra DTU Transport over for Ritzau.

- Og det er det, der giver den egentlige effekt i form af en generel hastighedsnedsættelse til gavn for trafiksikkerheden, tilføjer hun.

Hos Rådet for Sikker Trafik er man begejstret for politiets anbefaling om mindst 500 standere.

- Vi håber, det lander på det niveau, for så kan det noget, siger direktør Anders Rosbo.

Rigspolitiets notat blev afleveret til justitsministeriet i oktober 2011.

I dag lyder meldingen fra ministeriet, at man forventer at have et lovforslag klar i starten af maj.

Indtil da vil justitsministeren ikke kommentere de konkrete planer for automatisk trafikkontrol.

0 kommentarer
Vis kommentarer