Sveriges vicestatsminister angrebet i Israel

Det var en rystende oplevelse, siger Jan Björklunds pressechef om det pludselige angreb

Jan Björklund - til højre - hilser her på sin engelske kollega Nick Clegg. (Foto: Gary Lee/UPP)
Jan Björklund - til højre - hilser her på sin engelske kollega Nick Clegg. (Foto: Gary Lee/UPP)

Den svenske uddannelsesminister, Jan Björklund, der også er fungerende, svensk vicestatsminister, blev i dag angrebet af en israelsk bosætter i forbindelse med et statsbesøg i Israel.

Det skriver adskillige svenske og norske medier.

- Der var en meget aggressiv bosætter, der forsøgte at angribe Jan Björklund, fortæller pressechef Anders Andrén til norske Aftonbladet og fortsætter:

- Bosætterne var meget aggressive, og militæret anså ikke situationen som sikker, og derfor forlod vi hurtigt stedet. Det er altid ubehageligt med sådanne situationer, som man ikke kan kontrollere. Det var en rystende oplevelse, siger han videre.

Angrebet skete angiveligt under en rundvisning ved de israelske bosættelser i Hebron på Vestbredden, hvor israelere bor midt i byen med bevæbnet beskyttelse.

Den svenske vicestatsminister kom dog ikke til skade ved angrebet.

- Der opstod håndgemæng, men han klarede sig igennem uden at komme til skade, fortæller samme pressechef til svenske Expressen.

Björklund, der også er formand for Folkpartiet, er på besøg i Israel på invitation fra organisationen Temporary Presence in Hebron, der støttes af det svenske Folke Bernadotte-Akademi. Ministeren skal efter planen møde Palæstinas præsident Mahmoud Abbas imorgen torsdag.

0 kommentarer
Vis kommentarer