Der er lønfest på de danske chefgange

Direktionerne i en række af de største virksomheder fik i gennemsnit 13 procent mere i lønningsposen i 2011

Mens mange lønmodtagerer kan se frem til nulvækst eller forringelse i reallønnen, er der igen i år lønfest på chefgangene. (Arkivfoto: Colourbox)
Mens mange lønmodtagerer kan se frem til nulvækst eller forringelse i reallønnen, er der igen i år lønfest på chefgangene. (Arkivfoto: Colourbox)

Når økonomer og arbejdsgivere gang på gang beder lønmodtagerne om at vise løntilbageholdenhed, gælder det åbenbart ikke på chefgangene i landets største virksomheder.

Morgenavisen Jyllands-Posten har gennemgået nogle af de mest kendte erhvervslederes lønpakker i de netop aflagte årsregnskaber.

Læs også: Der forsvinder 10.000 kr. fra dit budget

Topledelserne i de største børsnoterede selskaber fik sidste år en gennemsnitlig lønstigning på 13 procent i fast løn og pension.

Det viser en gennemgang af de otte C20-selskaber, som på nuværende tidspunkt har aflagt årsregnskab med detaljer om direktionens lønpakke.

Derudover kommer bonusser og aktieprogrammer, der typisk er knap en tredjedel af en lønpakke. Det svarer til, at den faste løn i gennemsnit er steget fra 4,5 millioner kroner til 5,1 millioner kroner per direktør i 2011.

For at sætte lønstigningerne i perspektiv kan man sammenligne med industriens mindsteløn, som blot stiger med 1,26 procent i år.

Aktionærer: Mærkeligt signal
Og nyheden om de store lønstigninger vækker langtfra begejstring hos aktionærerne. Det fortæller direktør Charlotte Lindholm fra Dansk Aktionærforening.

- Det er et mærkeligt signal at sende på et tidspunkt, hvor mange selskaber er i krise, og hvor mange medarbejdere oplever, at de bliver afskediget, siger hun til Jyllands-Posten.

Også regeringens støtteparti, Enhedslisten, er forarget.

- Enhedslisten vil ikke acceptere en udvikling, hvor uligheden vokser, mens de rigeste danskere scorer voldsomme lønstigninger.

- Hvis de rigeste i vores samfund ikke kan vise mådehold, må vi bruge skattesystemet til at gribe ind over for dem, skriver partiets gruppeformand, Per Clausen, til Ritzau.

Ken Bechmann fra handelshøjskolen i København, CBS, fortæller, at de danske ledelseslønninger fortsat ligger under gennemsnittet internationalt. Og det kan være med til at forklare de store lønstigninger.

- Der spiller det også en rolle, at lønningerne inden for samme koncern skal give mening, siger han til Jyllands-Posten.

0 kommentarer
Vis kommentarer