Kommuner freder den frie hyggekage

11 ud af 13 kommuner vil ikke gøre som Helsingør Kommune og sætte grænser for fødselsdagskringle i arbejdstiden, skriver Avisen.dk

(Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO)
(Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO)

Fødselsdagskringle, barselskage og hjemmebagte pølsehorn udgør en trussel mod effektiviteten i Helsingør Kommune

Fremover må den slags kun foregå torsdag eftermiddag, hvor der er afsat et kvarters pause til kollegiale fejringer.

Den nye ’pausepolitik’ har skabt oprør blandt kommunens ansatte, siden Frederiksborg Amts Avis beskrev sagen i mandags.

Det lader dog til, at ansatte i de fleste andre kommuner får lov at have deres kagehygge i fred. Det viser en rundringning, som Avisen.dk har foretaget blandt 13 af landets kommuner.

- Vi har ingen planer om at indføre en politik, som den i Helsingør. Det er op til den enkelte leder at holde styr på, at der ikke bliver holdt så mange pauser, at det går ud over arbejdsindsatsen, lyder det fra Mette Marie Winther, der er personalechef i Furesø Kommune.

Ekspert: Medarbejdere kvæles
Ud af 13 kommuner afviser de 11, at de vil blande sig i, hvornår og hvor længe der holdes kollegahygge. I Kerteminde og Odsherred Kommune er der dog allerede indført kagekvoter a la Helsingør.

- Der er et kvarters pause om ugen udover frokost, det blev besluttet for cirka to år siden, fortæller HR-og Personalechef Kirsten Markvardsen fra Odsherred Kommune.

Læs på Avisen.dk Ansatte skal selv betale rygepausen

Men kommunerne skyder sig selv i foden ved at indføre stram pausepolitik. Det vurderer professor i ledelsesfilosofi Ole Fogh Kirkeby fra Copenhagen Business School (CBS).

- Det er utidig indblanding og forfærdeligt uhensigtsmæssigt. Når du begrænser den slags små åndehuller i arbejdsdagen, går det ud over alt det, som driver værket. Både arbejdsintensitet og kreativitet bliver hæmmet, så det er alt andet end højeffektivt, lyder dommen.

Strider mod ledelsesværdier
Flere kommuner påpeger, at en centralt dikteret pausepolitik strider mod deres ledelsesværdier.

- Vi er ikke så begejstrede for den slags regler, fordi vi tror på, at det er til fælles gavn, hvis arbejdstiden drøftes og aftales i den enkelte afdeling, og vi forventer at lederen er sit ledelsesansvar bevidst, siger Lis Gorm Hansen, der er personalechef i Køge Kommune.

Heller ikke Esbjerg Kommune finder det nødvendigt at udstede direktiver om kagehygge i arbejdstiden.

- Vi finder ikke behov for at regulere den tid, der bliver brugt på at fejre fødselsdage og lignende. Det er op til den enkelte leder at finde ud af, hvad der er tradition for, og hvordan traditionerne kan fastholdes uden et stort tidsspilde, siger kommunaldirektør Otte Jespersen.

Guide på Avisen.dk Pauser gør dig knivskarp

Andre kommuner peger på, at det er noget bøvl, hvis skolelærere, hjemmehjælpere og socialrådgivere tvinges til at spise fødselsdagskringle på samme tid.

- I Borgerservice passer de det ind, når der ikke er borgere, der skal hjælpes, men det er jo ikke nødvendigvis de samme tidspunkter, som passer på skoler eller i daginstitutioner, siger afdelingschef Benedikte Lohfert Würtz fra Herning Kommune.

Konsekvens af spareiver
Ledelsesfilosoffen Ole Fogh Kirkeby mener, at udbredelsen af pausepolitik er symptom på kommunernes desperate spareiver.

- Der er ingen tvivl om, at det her er en konsekvens af spareiver. Det er en dybt uhensigtsmæssig tendens, siger CBS-professoren.

I Helsingør Kommune er det efter omfattende protester fra ansatte og uenighed i byrådet lykkedes at lempe reglerne en smule.

Efter særlig tilladelse fra den lokale centerleder kan der dispenseres fra reglerne, så fødselsdage ikke nødvendigvis skal fejres om torsdagen.

Borgmester Johannes Hecht-Nielsen (V) fastholder dog, at der hidtil har været for meget spildtid på kagekontoen blandt kommunens ansatte.

Andre artikler på Avisen.dk

10 procent af arbejdsdagen går op i røg

Ryger! Sådan klarer du dagen uden smøger

0 kommentarer
Vis kommentarer