Staten ansætter chefer fra krakkede banker

Centrale medarbejdere fra krakkede banker sidder i dag i ledende stillinger i Finansiel Stabilitet.

Mens bankkrak har kostet en lang række topdirektører fyresedler og store sagsanlæg, sidder en række af de øvrige ledende medarbejdere fra netop de banker i dag i højtstående stillinger i Finansiel Stabilitet, statens skraldespandsselskab for krakkede banker.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det er blandt andet nøglemedarbejdere fra lukkede banker som Roskilde Bank, Eik Bank, Capinordic Bank og Forstædernes Bank, der i dag har chefstillinger i Finansiel Stabilitet.

De har stillingerne til trods for, at de tidligere havde ansvaret for blandt andet kreditter, risikostyring og større erhvervskunder i de krakkede banker.

Det viser en gennemgang af Finansiel Stabilitets medarbejderstab, som Jyllands-Posten har foretaget.

- Det er påfaldende, at man lader folk blive siddende, når de har et ansvar for det, der er sket i bankerne, siger professor i finansiering ved Copenhagen Business School Finn Østrup til Jyllands-Posten og fortsætter:

- Det sår i den grad tvivl om folks kompetencer til at afvikle de pågældende engagementer, ligesom det virker underligt, at de, der har været med til at opbygge problemfyldte engagementer, bliver fredet.

Direktør i Finansiel Stabilitet Henrik Bjerre-Nielsen siger, at man ved at udskifte den øverste ledelse i bankerne og fastlægge nye regler allerede har taget hånd om de problemer, der kunne opstå.

0 kommentarer
Vis kommentarer