Myten er dræbt: Arbejdsløse er ikke dovne

Syv ud af ti kommuner mener ikke, at dovenskab blandt arbejdsløse er et problem, skriver Avisen.dk

Sofaen som ’arbejdsplads’. Fjernsynet kører nonstop. Og man samler energi til dagens hårdeste tjans, som er turen i Netto for at købe frysepizzaer ind til aftensmaden.

Sagen om kontanthjælpsmodtageren Carina har givet ny næring til fordomme om det ’magelige’ liv som arbejdsløs.

Men de bliver gjort til skamme af landets kommuner. Syv ud af ti kommuner afviser, at dovenskab er årsag til arbejdsløshed.

Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Avisen.dk har foretaget blandt 59 kommuner ud af 98 adspurgte. Heriblandt de ti største kommuner på nær Odense.

Arbejdsløse vil ikke sættes i bås
Beskæftigelses- og Integrationsborgmester i Københavns Kommune, Anna Mee Allerslev (RV) mener, at der er to effekter af Carina debatten set fra en arbejdsløs’ synspunkt.

- Den har motiveret de arbejdsløse til ikke at blive identificeret med en, der er doven. For man må erkende, at der er nogle der mangler motivation til at arbejde, men at tale om dovenskab, det er at stramme den,” siger hun og fortsætter:

- Den anden side af sagen er, at der er mange, som er motiveret til at arbejde og som føler sig meget stigmatiseret af debatten (Carina sagen, red.). De har dårlig samvittighed over ikke at være i job, selvom vi taler om personer, der har søgt mellem 100 og 150 jobs.

Læs håne-listen på Avisen.dk Pas mine syge børn, din arbejdsløse dovenlars!

At de fleste arbejdsløse er motiverede til at arbejde kan de nikke genkendende til i flere andre kommuner.

Dovenskab er ikke problemet
- Ud fra de oplevelser jeg har i vores kommune er der ingen sammenhæng mellem arbejdsløshed og dovenskab, siger Kenneth Christensen, som er formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Hvidovre Kommune og uddyber:

- Vi har blandt andet en særlig ’unge-indsats’, som har været meget positivt modtaget. De unge dukker op og vil være en del af aktiveringsforløbet, og de vil rigtig gerne videre.

Men han bemærker, at der i Hvidovre Kommune er en gruppe blandt de arbejdsløse, som bruger særlig lang tid på at komme tilbage i arbejde.

- Det er ikke fordi, at de er dovne, det er fordi, at de har svært ved at identificere sig med at være på en arbejdsplads. De har været for lang tid væk fra arbejdsmarkedet, siger han.

Rammerne skal være i orden
Inger Nielsen, som er formand for Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalget i Fredericia Kommune mener ”slet ikke”, at dovenskab er årsag til, at der er arbejdsløse i hendes kommune.

Men hun lægger heller ikke skjul på, at der altid vil være nogle dårlige eksempler.

- Jeg vil ikke kalde det dovenskab, men nogle mennesker har nogle overførselsindkomster, hvor de vil få færre penge, hvis de begynder at arbejde. Og det kan godt virke demotiverende, forklarer Inger Nielsen.

Psykiske forandringer
Kontanthjælpsmodtagernes afstand til arbejdsmarkedet kan vise sig som personlige problemer.

- Når man har været arbejdsløs i længere tid kan man få psykiske skavanker som depression, og skilsmissen kan begynde at lure på grund af, at man lettere bliver irriteret og begynder at skændes med konen og skælde ud på børnene, siger Kenneth Christensen.

Det kan være derfor, at der stadig er nogle arbejdsløse som havner uden for arbejdsmarkedet i længere perioder.

- Dem der får det største knæk på selvtilliden, når de ryger på kontanthjælp, er mennesker, der ikke har været medlem af en a-kasse. For de ved, at de rent statusmæssigt ikke kan komme længere ud, forklarer Kenneth Christensen.

Andre artikler på Avisen.dk

Se de mest tossede aktiveringsskandaler

Nu tænker I på jeres ene storetå

Doven mand søger chef

0 kommentarer
Vis kommentarer