Christian Stadil sejler missiler for skandale-rederi

Hummeldirektørens rederi sejler våben og sprængstof for gidsel-rederiet Shipcraft

Hummeldirektøren Christian Stadil. Foto: Henrik Schütt/POLFOTO
Hummeldirektøren Christian Stadil. Foto: Henrik Schütt/POLFOTO

Mens han taler om god karma og fred i verden sejler Hummel-direktør Christian Stadil våben for det skandaløse rederi Shipcraft. Kort før jul bliver skibet Thor Liberty, der er delvis ejet af Stadil-familien, stoppet i Finland, fordi deres fragt af 69 jord til luft-raketter og 150 ton sprængstof vælter rundt i lastrummet, og papirerne ikke er i orden.

Nu kan Ekstra Bladet afsløre, at Stadil-familiens skib er lejet af det skandaleramte rederi Shipcraft, der i mere end et år har haft de to gidsler Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn siddende i Somalia fanget af pirater og mere end en gang tidligere har sejlet våben og ammunition til lyssky våbenhandlere rundt om i verden.

- Shipcraft har tidligere vist sig som et problematisk rederi. Og det er bekymrende, at så farlige våben ikke er lastet ordentligt, og papirerne ikke er i orden. Desværre er det ikke usædvanligt for Shipcraft, siger Hugh Griffiths fra det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI til Ekstra Bladet.

Skibet i fare for at sprænge
De finske myndigheder tilbageholdt skibet Thor Liberty kort før jul efter en storm, hvor skibet ifølge det finske nyhedsbureau YLE var i fare for at springe i luften, da våbenkasserne med 69 patriot-missiler om bord og 150 tons sprængstof var dårligt sikret og papirerne ikke umiddelbart i orden.

Da missilerne til Sydkorea og sprængstoffet til Kina øjensynligt er en lovlig våbenlast, får de lov til at fortsætte. Men allerede i Kielerkanalen bliver skibet igen tilbageholdt, fordi sprængstoffet vælter rundt, og der stadig ikke er styr på papirerne. Efter ompakning på et militært område sejler skibet igen videre med den dødsensfarlige last fra det Hørsholm-baserede rederi.

- Når Shipcraft bruger skibe fra andre rederier, så bliver det sværere at overvåge, fortæller Hugh Griffiths.

Thor Liberty er dansk ejet og drives af rederiet Thorco Shipping, hvor Thor Stadil i dag er bestyrelsesformand, og hans søn Christian Stadil sidder i bestyrelsen. Familien Stadil ejer dele af Thorco Shipping gennem selskabet Thornico.

Stadil optager reality-tv
Ekstra Bladet fanger bestyrelsesmedlem og medejer af Thorco Shipping Christian Stadil på en mobiltelefon, mens han er ved at indspille nye afsnit af ’Stjernerne på Slottet’ i Marakech i Marokko.

- Jeg har ikke tid til at tale. Jeg står og er midt i at optage ’Stjernerne på Slottet’, så jeg kan ikke tale.

- Jeres skib Thor Liberty sejler missiler for rederiet Shipcraft, som jo har et enormt blakket ry. Hvad er din kommentar til det?

- Du må ringe til vores direktør, Thomas Mikkelsen. Det er ham, der har styr på det. Jeg kan ikke snakke nu. Hav en god dag.

Direktøren afviser problemer
Ekstra Bladet ville ellers gerne have spurgt den buddhistiske direktør, om det ikke giver pletter på karmaen at sejle våben i samarbejde med Shipcraft, som tidligere har fragtet våben på problematiske papirer og i mere end et år har haft deres besætning fanget af pirater i Somalia. Så vi må spørge direktøren i Thorco Shipping, Thomas Mikkelsen, om det ikke stinker af dobbeltmoral, når rederiet på deres hjemmeside reklamerer med, at de samarbejder med Røde Kors om hjælpeprogrammer i Afrika og samtidig sejler våben i samarbejde med Shipcraft?

- Lasten er fuldt lovlig. Der er ikke en ?nger at sætte på transporten. Alle papirer og dokumenter lever op til alle standarder.

- I stedet for en højtprofileret CSR-politik og samarbejde med Røde Kors kan I så ikke begynde med ikke at sejle våben eller støtte andre rederier, der sejler våben til regionen på problematiske papirer?

- Når vi sejler med noget, så er papirerne i orden. Der bliver sejlet meget af denne type farligt gods. Jeg kan ikke udtale mig om, hvad Shipcraft gør.

- Eksperter påpeger, at det er et problem, når de problematiske våbenrederier lejer sig ind hos andre, fordi det gør deres transporter endnu mere uigennemsigtige?

- Jeg kan igen ikke udtale mig om andre rederier. Jeg kan kun sige, at hos Thorco tjekker vi alt og har styr på papirerne.

Ved du noget om våbentransporter på danske skibe, hører vi gerne fra dig. Skriv til os på mailadresserne: kkr@eb.dk eller tgs@eb.dk

Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen