Ekspert: Aftale åben for genforhandling

Mærsk ser ingen grund til at aflevere flere millioner fra Nordsøolien. Så enkelt er det ikke, mener ekspert

Danmarks største virksomhed, A.P. Møller-Mærsk, kan ikke bare afvise at genforhandle aftalen om Nordsøens oliemilliarder, som klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) lægger op til.

Sådan lyder konklusionen fra lektor i energiret ved Københavns Universitet Anita Rønne, efter at virksomheden har taget forskud på konklusionen på det bebudede serviceeftersyn af Nordsøaftalen.

Serviceeftersynet skal netop undersøge, om skatteborgerne kan få en større andel af olieselskabernes milliardfortjenester.

Anita Rønne er uforstående over, at A.P. Møller-Mærsk allerede nu melder ud, at der ikke er "grundlag for en genforhandling af Nordsøaftalen". Det sker ifølge virksomheden, fordi aftalen fra 2003 lever op til alt, hvad den daværende VK-regering og virksomheden har lagt vægt på under forhandlingerne.

- Det virker unødigt konfliktoptrappende at komme med en sådan melding, lige efter ministeren har udmeldt kommissoriet for serviceeftersynet og burde afvente resultatet af undersøgelsen om et halvt år, siger lektoren i energiret.

Anita Rønne henviser samtidig til, at en aftale består af to parter, og at det i Nordsøaftalen netop er nedfældet, at "der er enighed om, at spørgsmål og problemer, som måtte opstå i forbindelse med bevillingen, herunder nærværende aftale, gøres til genstand for forhandling".

Den daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) understregede da også efter Nordsøaftalens indgåelse, at "staten såvel som A.P. Møller-Mærsk har mulighed for at tage spørgsmål op til drøftelse, herunder ændrede forudsætninger".

- Jeg er ikke bekendt med, at bevillingshaverne har afvist denne udlægning, siger Anita Rønne.

Beregninger viser, at statskassen har mistet op mod 75 milliarder kroner i afgifter som følge af stigende oliepriser, siden Bendt Bendtsen indgik aftalen med A.P. Møller-Mærsk i 2003.

Mærsk forhandler også på vegne af Shell og Chevron, der indgår i Dansk Undergrunds Consortium (DUC) med henholdsvis 46 og 15 procent.

0 kommentarer
Vis kommentarer