Udsigt til 7.000 flere varme hænder i 2013

Prognose forudser jobfest for sosu'er, lærere og sygeplejersker. Lad os nu se, siger FOA, skriver Avisen.dk

(Foto: Peter M. Fisher/Corbis/Flirt)
(Foto: Peter M. Fisher/Corbis/Flirt)

Mens frosten bider, kan hjemmehjælpere, lærere, sygeplejersker, pædagoger og andre 'varme hænder' lune sig ved udsigten til flere jobs i det offentlige.

Ved udgangen af 2013 forventes 7.000 flere jobs i det offentlige end i slutningen af 2011.

Det viser en gennemgang af de fire beskæftigelsesregioners nye prognoser for jobudviklingen i de næste to år.

Hos FOA, der organiserer mange af de offentlige ansatte, er begejstringen mildest talt afdæmpet.

- Jeg er da glad for at se 7.000 fugle på tagryggen, men jeg vil vente med at juble, til de sidder i hånden, siger forbundsformand Dennis Kristensen.

Se kortet på Avisen.dk Her er de nye jobs

Samlet spår regionerne en stigning på cirka 800 jobs ved udgangen af 2013, når de kigger i krystalkuglen. Men fortsat jobdød i industrien samt i den private sektor skaber en en forskydning af nye jobs i retning af det offentlige.

De regionale jobudsigter byder på 1.600 offentlige job i Midtjylland, 700 i Nordjylland, 1.400 i Syddanmark og hele 3.400 i Østdanmark - der består af hovedstaden og Sjælland.

Optimismen er baseret på Finansministeriets skøn over de forventede effekter af vækst i de offentlige driftsudgifter, som stiger med 0,6 procent i 2012 og 0,3 procent i 2013.

Det betyder, at de offentlige fyringsrunder forventes at ophøre i løbet af 2012, og at jobkurven derefter vil vende opad.

FOA: Politikerne tror ikke selv på det
Dennis Kristensen fra FOA tror på "en lille stigning", men forholder sig skeptisk.

- Hvis vi lytter efter politikernes seneste meldinger lyder det ikke som om, de selv tror på de her prognoser, siger han.

Meget afhænger af den økonomiaftale, som indgås mellem regeringen og kommunerne til sommer.

Her vurderer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, at kommunerne næppe får råd til at holde jobfest.

- Regeringen er nødt til at gennemføre en budgetlov, som vil holde kommunerne i meget stramme tøjler. Så jeg tror ikke på, at vi vil se nogen betydelig vækst i antallet af offentligt ansatte i de kommende år, siger professoren fra Aalborg Universitet.

Men såfremt beskæftigelsesregionernes jobprognoser holder stik, er det primært i social-og sundhedssektoren samt i undervisningssektoren, at der bliver mere at rive i.

Inden for offentlig administration, Forsvar og Politi står beskæftigelsen stille. Kun i Østdanmark bliver der ifølge prognosen bud efter 100 nye embedsmænd.

Andre artikler på avisen.dk

Se kortet: Her slår ledigheden hårdest

200.000 danskere kan få mere i dagpenge

10 ting du ikke skal gøre til en jobsamtale

0 kommentarer
Vis kommentarer