Græske fagforeninger indkalder til strejke

Græske fagforeninger indkalder til en 48 timer lang generalstrejke i protest mod nye nedskæringer.

Grækenlands største fagforeninger indkalder til endnu en 48 timer lang generalstrejke i protest mod de nedskæringer, som politiske partier sidder og forhandler om for at få endnu et stort lån fra udlandet.

- Vi holder generalstrejke fredag og lørdag sammen med andre fagforeninger, siger en talsmand for GSEE, sammenslutningen af fagforeninger for private ansatte.

Talsmanden siger, at fagforeninger, der organiserer offentligt ansatte, også deltager i strejken.

De græske fagforeninger har arrangeret adskillige strejker mod politikerne og de mange krisepakker, som er gennemført for at få bugt med landets galopperende underskud.

Regeringen har over det seneste år har gennemført store nedskæringer i det offentlige, hævet skatterne og sænket mindstelønnen og understøttelsen.

Opfordringen til generalstrejken kom samtidig med, at antallet af arbejdsløse nåede op over en million.

Alene i november og december mistede 164.000 deres arbejde. I alt har 405.000 grækere mistet deres arbejde i løbet af 2011.

Grækenland er tæt på statsbankerot, og landets ledende politikere kæmper febrilsk for at indgå en aftale om nye nedskæringer. De skal gennemføres, for at de øvrige eurolande og IMF, Den internationale Valutafond, vil bevilge endnu et milliardlån til Grækenland.

Torsdag rejser finansminister Evangelos Venizelos til Bruxelles til afgørende forhandlinger med de øvrige eurolandes finansministre uden en aftale med hjemmefra.

Men kilder i Athen siger, at de tre største partier, De Konservative, Socialdemokraterne og højrefløjspartiet LAOS er tæt på en aftale, der kan bane vej for det nye lån fra IMF og eurolandene.

0 kommentarer
Vis kommentarer