Kulden har dræbt mere end 250

Den ekstreme kulde har nu flere hundrede liv på samvittigheden. Alene i Ukraine har 122 mennesker mistet livet

I Ukraine er mindst 122 døde under kulde-bølgen (Foto: Demotix)
I Ukraine er mindst 122 døde under kulde-bølgen (Foto: Demotix)

De ekstreme temperaturer, der har bredt et frosttæppe ud over Europa, har indtil videre krævet flere end 250 dødsofre.

Alene i Ukraine har 122 mennesker mistet livet, meddeler myndighederne ifølge nyhedsbureauet dpa.

21 mennesker er frosset ihjel det seneste døgn, mens temperaturerne ifølge landets vejrtjeneste dykkede til minus 30 grader.

Det er især den tidligere sovjetrepubliks mange hjemløse, der lider i kulden. Ifølge officielle tal lever 100.000 mennesker på gaden i Ukraine, men uofficielle tal peger i retning af 300.000.

Også i Polen hærger den hårde frost. Natten til lørdag steg dødstallet her til 45, da syv mennesker frøs ihjel, oplyser indenrigsministeriet i Warszawa.

Derudover mistede fire polske hjemløse livet i flammerne fra de bål, som de havde antændt i forladte bygninger for at holde varmen.

I Rumænien har 28 mennesker mistet livet i frostvejret, meddeler landets sundhedsministerium.

I den tjekkiske hovedstad, Prag, kæmper 4000 hjemløse ligeledes for at holde varmen. Her mistede fire mennesker livet alene i den forgange uge.

Det drabelige vintervejr har ligeledes kostet menneskeliv i Serbien, Italien, Slovakiet, Frankrig, Østrig samt i Grækenland og de baltiske lande.

Andre steder har kraftige snestorme skabt store problemer og i enkelte tilfælde kostet menneskeliv, skriver nyhedsbureauet AFP.

I Montenegro er indbyggerne i flere nordlige bjerglandsbyer blevet evakueret på grund af massive snemængder. Blandt de evakuerede er 31 albanske skolebørn, som var på tur i nabolandet.

Flere europæiske lufthavne er lukkede eller melder om forsinkelser, og i Bulgarien skaber den isdækkede Donau-flod store problemer for skibsfarten.

Imens erkender den russiske regeringschef, Vladimir Putin, efter klager fra EU, at der er skåret i den statsejede energigigant Gazproms gasleverancer til blandt andre Tyskland, Østrig og Italien, fordi russerne selv har brug for gas til at holde varmen.

0 kommentarer
Vis kommentarer