Sneen fyger vejene til på Bornholm

Sneplovene har hele dagen forsøgt at holde vejene på Bornholm åbne. Men klokken 18 slutter rydningen

Også denne år bliver Bornholm ramt hårdt af vintervejret. (Arkivfoto: Per Rasmussen)
Også denne år bliver Bornholm ramt hårdt af vintervejret. (Arkivfoto: Per Rasmussen)

Vintervejret lader altid til at være lidt værre på Danmarks østlige skanse, Bornholm.

Mens resten af landet så småt har vinket farvel til den sibirske kulde, har sneplovene kørt rundt på klippeøen hele torsdagen, mens vinden har rusket og gjort sit til at blæse sneen ud på kørebanen og gøre livet surt for bilisterne.

- Vejene er fyget til, og det gælder specielt de små veje, som man har knoklet med at holde åbne hele dagen, fortæller politiets vagtchef, Jan Hansen.

- Men snerydningen stopper om aftenen, og bornholmerne ved, at de skal holde sig indenfor efter klokken 18. Der skal man ikke køre ud på øen. tilføjer han.

Der meldes dog endnu ikke om større problemer på klippeøen, men politiet har en sneplov i beredskabet, hvis det skulle blive nødvendigt til en udrykning med ambulance.

Det kolde vejr med sne og fygning er dog det rene vand i forhold til sidste år, hvor sneen lå i meterhøje driver.

- Op til jul lukkede Bornholm totalt. Der lå simpelthen så meget sne. Det lå i flere meter. Så nu er ingenting i forhold til sidste år, fortæller vagtchefen fra Bornholms Politi.

Ifølge DMI kan temperaturerne natten til fredag falde til fem minusgrader på klippeøen, og det blæser fem sekundmeter.

0 kommentarer
Vis kommentarer