Vestas' næst-kommanderende fyret

Finansdirektør Henrik Nørremark har mistet sit job, efter selskabet to gange på få måneder har nedjusteret

Finansdirektør Henrik Nørremark har mistet sit job, efter selskabet to gange på få måneder har nedjusteret.

Den negative udvikling i vindmølleproducenten Vestas' økonomi kommer nu til at koste et hoved i selskabets øverste liste.

Henrik Nørremark, koncernfinansdirektør og viceadministrerende direktør, er tirsdag aften blevet fyret, oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

- Bestyrelsen har i dag fået en tilbundsgående orientering om de forhold, som i de seneste måneder har ført til nedjusteringer. Som følge heraf fratræder Henrik Nørremark, oplyser selskabet i den kortfattede meddelelse, som er underskrevet af bestyrelsesformand Bent Erik Carlsen.

Hvad der er kommet frem under orienteringen, som har haft betydning for fyringen, oplyser selskabet ikke.

Læs også:

Se også: Analytiker: Vestas-fyring freder Engel

Vestas har den seneste tid været i økonomisk modvind med to nedjusteringer af selskabets resultatforventning i løbet af få måneder.

I slutningen af oktober måtte selskabet skrue ned for forventningerne til resultaterne for 2011 på grund af problemer på en fabrik i Tyskland.

Få dage inde i det nye år fik prognosen endnu et dyk blandt andet på grund af stigende omkostninger.

Det betyder at selskabet ser ud til at have solgt for en milliard euro - eller 7,4 milliarder kroner - mindre end man oprindeligt havde ventet.

Derudover præsenterede Vestas i begyndelsen af januar en omfattende spareplan, hvor man siger farvel til over 2300 ansatte heraf 1300 i Danmark.

Samtidig er et forventet driftsoverskud på omkring en halv milliard euro forduftet.

Vestas aflægger onsdag morgen årsregnskab for 2011, hvor aktiemarkedet ifølge en prognose fra SME Direkt venter et underskud på 42 millioner euro, svarende til 312 millioner kroner.

Til sammenligning tjente vindmølleproducenten i 2010 151 millioner euro i 2010.

Henrik Nørremark har været ansat i Vestas siden 1993 og har siden 2004 haft plads i selskabets direktion som koncernfinansdirektør.

Så sent som den 12. januar blev han forfremmet til viceadministrerende direktør.

0 kommentarer
Vis kommentarer