Brugte skattekroner på massage og junkfood

Norddjurs Kommune har anmeldt ejerne af et bosted til politiet for misbrug af skatteydernes penge

Norddjurs Kommune har anmeldt et lokalt bosted for anbragte unge til politiet for misbrug af skatteydernes penge.

Kommunen har under en gennemgang af bostedets regnskab opdaget, at ejerne af bostedet har brugt skatteydernes penge på køb af fladskærms-tv, massage, tasker, en hest og scooter til eget brug. Det afslører DR's 21Søndag.

Ægteparret, der ejer bostedet "Birkedommergården", har fået skatteyderne til at betale en regning på 30.000 kroner for junkfood.

- Køb af restaurationsmad til 30.000 kroner er væsentligt over det beløb, som jeg afregner som borgmester til repræsentative formål her i Norddjurs Kommune. Væsentlig over, siger borgmester Jan Petersen til 21 Søndag.

I 2009 købte Birkedommergården også en minibus til 450.000 kroner. Købet skete på et tidspunkt, hvor opholdsstedet var godkendt til at to unge boende.

Minibussen er købt uden godkendelse fra kommunen, og af dokumenterne fremgår det, at det er opholdsstedet, der har købt bussen af lederen selv. Bussen er betalt kontant, uden vurdering og med en håndskrevet kvittering som eneste dokumentation.

Norddjurs Kommune fratog ægteparret på Birkedommergården retten til at drive opholdssted den 1. december. 14 dage senere anmeldte kommunen opholdsstedet til politiet.

0 kommentarer
Vis kommentarer