Socialordførere rystede over Tobias' død

Kræver handling efter lille Tobias' voldsomme død

Lille Tobias blev blot 479 dage gammel. (Privatfoto)
Lille Tobias blev blot 479 dage gammel. (Privatfoto)

Socialordførere fra begge sider af Folketingssalen er rystede over Ekstra Bladets beretning lørdag, om hvordan den 15 måneder og 21 dage gamle Tobias Schmidt Jørgensen døde efter talrige svigt.

Han døde mandag den 18. juli 2011 i et hus på en stille parcelhusvej i Øster Højst.

Den officielle dødsårsag var væskeansamlinger i hjernen som følge af et brækket kranium.

80 skader
Da lægerne obducerede liget af den lille dreng, fandt de 80 skader på hans 80 centimeter lang krop.

Blandt andet et friskt brud på den ene arm. Et to uger gammelt lårbensbrud. Og 34 mærker med ’udseende som bidemærker eller slag med et cirkulært objekt’.

LÆS OGSÅ: Tobias blev bidt 34 gang

Det er blot nogle af punkterne i den lange obduktionserklæring efter undersøgelsen af Tobias Schmidt Jørgensens lig.

Drengens 21-årige mor og 29-årige stedfar er sigtet for at have forvoldt hans død, men nægter sig skyldige i anklagerne.

Sag gik i stå
Men Tobias blev ikke kun svigtet af sin mor og stedfar. Den lille dreng viste i løbet af sit korte liv tegn på mistrivsel i en sådan grad, at det vakte bekymring både hos familien, socialrådgivere, sundhedsplejerske og egen læge.

Avisen har via Tobias' pårørende fået aktindsigt i alle papirer vedrørende den lille dreng.

De viser, at Kolding Kommune modtog i alt seks indberetninger med bekymringer for hans trivsel.

Læs også:

Se også: Minister om Tobias: Ikke godt nok

Hans mor bad selv flere gange om hjælp til at klare forældrerollen. Alligevel blev der ikke sat ind med hjælp og støtte til den lille familie.

Sagen gik simpelthen i stå, da en socialrådgiver blev syg.

Ministeren må handle
Fra Venstres socialordfører, Eyvind Vesselbo, lyder en skarp kritik af i første omgang socialminister Karen Hækkerup og derpå kommunerne, som aldrig placerer et ansvar efter lignende sager om sexmisbrug og vold i familier.

- Det er en ganske forfærdelig historie. Det er endnu en sag om kommunalt svigt. Alle mennesker i systemet var klar over, at der var noget galt, men ingen foretog sig noget for at redde Tobias. Ingen tænker på barnet eller har fokus på barnet. Det bliver ikke taget alvorligt nok ude i kommunerne. Og da faderen går til Fogedretten for at få udleveret Tobias fra moderen og stedfaderen, bliver han også svigtet - de hjælper ham ikke, siger Eyvind Vesselbo til ekstrabladet.dk.

Han vil nu kalde Socialminister Karen Hækkerup i samråd og efterlyse konkret handling.

- Jeg vil spørge hende, hvordan hun helt konkret vil forhindre vold og seksuelt misbrug i familier. Ministeren siger altid, at hun vil tale med kommunerne, men nu skal der handling til. Ministeren sidder med hænderne i skødet, det har jeg oplevet ved flere lejligheder i disse sager, og det er smerteligt som politiker, at vi vil gøre noget for de udsatte børn og så mødes med en nærmest passiv minister, siger Vesselbo.

Han klandrer samtidig Kolding Kommune for at have ladet stå til.

- Eksemplet med socialrådgiveren der bliver syg og Tobias' sag, der så forbliver ubehandlet, er jo et skræmmende eksempel på manglende ledelse. Andre skal selvfølgelig samle sagen op. Der er brug for, at kommunerne kommer helt ind i de her familier og får taget fat og ser, hvad der rent faktisk sker ude i hjemmene. Men der er ingen i kommunen, der for alvor tager ansvar, og når sagerne så ender så ulykkeligt som denne, ender det altid med, at kommunen undersøger sig selv og frikender sig selv - det bliver aldrig placeret et personligt ansvar for disse børns tragiske skæbner, siger Eyvind Vesselbo.

Der skal en holdningsændring til
Socialordfører for SF, og formand for Folketingets socialudvalg, Özlem Cekic, mener ligeledes, at det halter med at tage ansvar i sager som den om Tobias' voldsomme død.

- Det er meget svært at holde tårerne tilbage, når man læser historien om Tobias' alt for korte liv, siger Özlem Cekic til ekstrabladet.dk.

- Alle de personer, der på et tidspunkt var i berøring med Tobias har på et eller andet plan svigtet. Det gælder både kommunen, fagpersonerne, sundhedspersonalet, forældrene, familie og venner. De har alle på den ene eller anden måde indberettet eller fortalt om Tobias' mistrivsel, og sagen er vandret fra fra forvaltning til forvaltning fra institution til institution og fra person til person, men ingen har for alvor gjort noget for at forhindre de forhold, der i sidste ende endte med at koste Tobias livet, siger Özlem Cekic.

Hun vil gerne være med til at ændre på lovgivningen, hvis det kan redde børn som Tobias fra døden, men hun mener, at nok så mange regler ikke fritager folk for det personlige ansvar.

- Hvis den enkelte person, hvad enten det er en fagperson eller familie ikke tager et personligt ansvar og handler, så kommer vi desværre til at se flere sager som denne. Selvfølgelig kan man klandre fagpersoner som socialrådgiveren eller sundhedsplejersken, fordi de har en skærpet pligt til at handle. Hvorfor har sundhedsplejersken ikke taget barnet med op på kommunen?, hvorfor har socialrådgiveren ikke troppet op i hjemmet?, siger Özlem Cekic.

Hun mener, at der er behov for en holdningsændring.

- Vi må få ændret kulturen både hos fagpersoner og almindelige mennesker, så man dropper berøringsangsten og griber ind frem for at indberette videre til et system. Folk skal handle og tage ansvar frem for at tro, at en anden i systemet gør det. Jeg vil kontakte socialminister Karen Hækkerup og opfordre til, at man laver en holdningskampagne, så folk - både i systemet - og de almindelige mennesker omkring et udsat barn som Tobias, føler et ansvar for at gribe fysisk ind frem for blot at 'fortælle det videre i systemet', siger Özlem Cekic.

0 kommentarer
Vis kommentarer