Skoleelever slår hash-alarm

Tre skoleelever i Slangerup advarer om kammeraternes hashforbrug

De tre veninder Iben, Katarina og Caroline mener, at der er problemer med hashrygning på deres skole i den nordsjællandske by Slangerup.

De går i 9. klasse på Kingoskolen, og ifølge dem er det ikke et særsyn, at se elever ryger hash i skolegården og være skæve i timerne.

- Vi vil gerne gøre forældre og lærerne opmærksomme på, at mange elever går rundt og er skæve i skolen, uden at nogen griber ind. Vi har også set, at de står og ryger i frikvartererne, fortæller Katarina til lokalavisen.dk.

Lærerne ser det ikke
Pigerne undrer sig over, at lærerne ikke kan se, hvis en elev sidder og er skæv i timen.

- Hvordan kan man ikke opdage, at der sidder en elev med helt røde øjne, som er helt fjern og nærmest sover i timen? Vi synes, det er for dårligt, at læreren slet ikke ser det, siger Katarina undrende.

Slangerup er en mindre by i det nordsjællandske, men byen har mange pushere - og de tre veninder er selv blevet tilbudt hash. Men siger nej.

Skoleleder: Selfølgelig er der hash på skolen
Kingoskolens skoleleder Geert Büttcher mener, at det ikke er helt så sort og hvidt, som pigerne fremstiller det.

- Selvfølgelig er der hash på skolen, her er Kingoskolen ikke spor anderledes end andre skoler. Men nu skal man passe på ikke at gøre sort til hvidt og hvidt til sort. Der har været eksempler på, at elever stod og røg udenfor skolens område. Men ingen lærer vil sidde sådan noget overhørigt, hvis de var vidne til, at en elev var påvirket i timen, siger skolelederen til lokalavisen.dk

Ifølge Geert Büttcher ruller man på Kingoskolen hele maskineriet ud, hvis man opdager, at en elev ryger hash.

Ved du noget om hash-skæve folkeskoleelever? Send en sms til 1224, mail til 1224@eb.dk. Eller deltag i debatten herunder.

0 kommentarer
Vis kommentarer