Udenlandske hjemløse søger ly på herberger

I vinterkulden søger især østeuropæiske hjemløse varmen på to københavnske herberger med plads til 50 personer

I København søger udenlandske hjemløse varmen på to herberger i vinternatten, nu da temperaturen i weekenden kan falde til 15 graders frost.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Udenlandske hjemløse fra især Rumænien og andre østeuropæiske lande må ikke sove på etablerede herberger i hovedstadsområdet. De er forbeholdt danskere.

Derfor søger de til to nødherberger: Nattely i Bavnehøj Kirke på Vesterbro og Den Kolde Næse på Amager.

De to herberger huser tilsammen højst 50 overnattende personer. Det svarer til hver 10. af de 500 udenlandske hjemløse, som menes at bo i København. Resten af dem må sove i parker og på gaden.

Sidste år kunne de overnatte på herberget En Varm Seng, som gik konkurs i oktober.

- Så koldt, som det er nu, er behovet for flere sovepladser akut, fordi det jo er livsfarligt at ligge udenfor. Vi må afvise personer hver aften og gjorde det også sidste uge, hvor der ikke var lige så koldt, siger Frelsens Hærs informationschef Lars Lydholm til avisen.

Frelsens Hær driver Den Kolde Næse med plads til 20 personer.

Også Nattely, der drives af Kirkens Korshær, Projekt Udenfor og Missionen blandt Hjemløse, må hver aften afvise hjemløse, når herberget åbner klokken 23.

Herberget støttes af Socialministeriets særpulje "Nødovernatningspladser til hjemløse i vintermånederne", men ifølge Mia Sørup, som er sekretariatschef i Missionen blandt Hjemløse, er det ikke løsningen at oprette midlertidige sovepladser.

0 kommentarer
Vis kommentarer