Konen i veer mens manden blev fyret på sms

En chauffør blev fyret via sms. Det skulle chefen aldrig have gjort, og må nu betale kæmpeerstatning, skriver Avisen.dk

- Jeg skulle sige, at du er opsagt fra dags dato.

Det var sms-beskeden fra en arbejdsgiver til en chauffør. Den fyrede chauffør havde sendt en sms til sin chef om, at kæresten havde fået veer. Fem timer efter kom den famøse – og skulle det vise sig – dyre sms-besked.

Chaufføren har nemlig fået en erstatning på 130.000 kroner. Det svarer til seks måneders løn. Det har Ligebehandlingsnævnet afgjort, skriver Fagbladet 3F.

Ingen dokumentation for løse påstande
Chefen påstod i sagen, at chaufføren var udeblevet fra arbejde, at der var problemer med chaufførens ugesedler, og at kollegerne var utilfredse med chaufføren.

Læs på Avisen.dk Stig Elling: En fyring kan være en lettelse

Men Ligebehandlingsnævnet studsede over, at sms-fyringen kom umiddelbart efter, at chaufføren fortalte om den forestående fødsel. Dermed kunne arbejdsgiveren se frem til at skulle undvære ham under fædreorlov.

- Afskedigelsen er i strid med ligebehandlingsloven, konkluderer Ligebehandlingsnævnet, der heller ikke fandt dokumentation for nogle af arbejdsgiverens påstande.

Sådan blev han fyret
Sagen opstod i en uge i juli sidste år, hvor der ikke var meget at lave. Mandag og tirsdag fik chaufføren en sms fra kørselslederen med besked om, at der ikke var noget at lave, og at chaufføren derfor havde fri.

Tirsdag fik han at vide, at han også havde fri onsdag. Torsdag tikkede en ny besked ind: Bliv hjemme – men kom fredag.

Chaufføren svarede, at han først kunne møde efter, at han havde afleveret sin søn i børnehave. Det fik kørselslederen til at skrive, at han først skulle møde på arbejde lørdag.

Læs også: S vil forbyde fyring pr. sms

I løbet af fredagen sendte chaufføren beskeden om, at kæresten havde fået veer. Og fem timer senere kom sms-beskeden med fyringen, som altså kostede firmaet 130.000 kroner.

Læren af sagen er blandt andet, at man som lønmodtager skal gemme vigtige beskeder fra ens chef. De kan blive altafgørende i en senere klagesag.



Har du oplevet noget lignende? skriv til 1224@eb.dk eller sms (det koster alm. sms-takt) til 1224

0 kommentarer
Vis kommentarer