Danmark åbner repræsentation i Somaliland

For at styrke en demokratisk udvikling og øge sikkerheden i Somaliland åbner Danmark et kontor i regionen

Danmark åbner et kontor i det fattige og krigshærgede Somaliland på Afrikas Horn. Det skriver udviklingsminister Christian Friis Bach i en pressemeddelelse.

Målet er at styrke den demokratiske udvikling og forbedre sikkerheden for regionens borgere.

Somaliland er den nordligste del af Somalia, der gennem mange år været præget af etniske konflikter og stridigheder mellem klaner, kriminelle bander og pirater.

Udviklingsministeren mener imidlertid, at der er en positiv udvikling i gang i Somaliland, hvad angår bedre sikkerhed og et spirende demokrati.

- Somaliland er plaget af meget store udfordringer. Mange mennesker er ekstremt fattige og titusindvis af internt fordrevne lever under ubeskriveligt kummerlige forhold, siger Christian Friis Bach og fortsætter:

- Den positive udvikling, vi nu ser, er skrøbelig. Det er derfor nu, det internationale samfund skal støtte udviklingen.

Kontoret vil blive fast bemandet med to rådgivere i Somalilands hovedby, Hargeisa.

Målet med kontoret er også at sende signal til Somaliland om, at arbejdet med at opbygge et mere sikkert og demokratisk samfund støttes af Danmark.

Danmark er det første land i Vesten, der åbner et støttekontor i Somaliland.

0 kommentarer
Vis kommentarer