Ekstremt vintervejr koster 160 liv i Europa

160 mennesker har mistet livet i det hårde vintervejr. Det er især gået ud over hjemløse i Østeuropa.

I morges var temperaturen omkring -30 grader i Vilnius, Litauen. Rundt om i Europa dør især hjemløse af det kolde vejr (Foto: Mindaugas Kulbis/AP)
I morges var temperaturen omkring -30 grader i Vilnius, Litauen. Rundt om i Europa dør især hjemløse af det kolde vejr (Foto: Mindaugas Kulbis/AP)

Bidende koldt vintervejr med temperaturer langt under det sædvanlige har foreløbigt kostet 160 mennesker livet i Øst- og Sydeuropa.

I Ukraine er 63 døde i løbet af den sidste uge. Titusinde har søgt tilflugt i ly for kulde på ned til minus 33 grader celsius.

Det er især hjemløse, der bogstavelig talt er frosset ihjel.

40.000 har søgt hjælp i Ukraine
Rystende af kulde og sultne har over 40.000 ukrainere søgt hjælp i de mere end 2000 midlertidige telte, som myndighederne har sat op for at hjælpe med varme og et måltid mad.

I hovedstaden Kijev faldt temperaturen til minus 27 grader.

To årtier efter Sovjetunionens kollaps har mange ukrainere stadig svært ved at skaffe til dagen og vejen, og flere er blevet hjemløse og ude af stand til at klare sig selv.

I nabolandet Polen har frostgraderne også slået til, og ni er omkommet i løbet af det seneste døgn.

Dermed er det samlede dødstal i landet steget til 29, siden det kolde vejr for alvor satte ind for cirka en uge siden.

Mange fanget i hjemmet
Temperaturerne røg ned på minus 32 grader i den sydvestlige del af landet, oplyser politiet, der samtidigt bekræfter, at de fleste af de omkomne er hjemløse.

Kraftigt snefald har lagt sig over store dele af Serbien og kostet seks mennesker livet, oplyser politiet.

Samtidigt er 11.500 fanget i deres hjem af de enorme snemasser. 70 er indtil videre blevet evakueret med helikopter fra områder, der ikke er tilgængelige i bil.

Temperaturerne har rundet de minus 30 grader, og tusinder er blevet fanget i deres hjem især i bjerglandsbyerne.

Nødhjælpsarbejdere må bruge slæder for at nå de afsides liggende landsbyer, hvor det er umuligt at rydde vejene på grund af de lave temperaturer.

I hovedstaden Beograd har temperaturerne ligget på minus fem grader i flere dage, og de hjemløse, der ikke har været heldige at få en af de kun 140 pladser i byens eneste herberg, har måtte søge ly og varme blandt andet i byens sporvogne.

Også dødsfald herhjemme
Herhjemme koster det kolde vejr også liv, omend det foreløbigt kun er gået ud over de danske småfulge. På en enkelt uge med bidende kulde har 25 procent af de danske småfugle måtte lade livet.

Der er tale om arter som fuglekongen, gærdesmutten og rødhalsen, som er særligt sårbare over for kulde. Det skriver jp.dk.

0 kommentarer
Vis kommentarer