Sundhedsforsikringer er stadig et hit

Langt de fleste danskere beholder sundhedsforsikringerne, selvom de beskattes. Sundhedsinstitut er overrasket

Danskerne holder fast i sundhedsforsikringerne. Det sker, selv om regeringen har fjernet skattefriheden for medarbejderne i forsøget på at skabe lige adgang for alle til sundhedssystemet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Kun en lille brøkdel af de kollektivt tegnede sundhedsforsikringer er sagt op, viser en rundringning til landets største udbydere.

- Vi har orienteret alle vores kunder om den forhøjede pris, og langt de fleste har alligevel valgt at fortsætte med produktet, siger Carsten Holdum, privatøkonom i PFA Pension.

Samme melding kommer fra de øvrige udbydere af sundhedsforsikringer.

- For 7 af 10 af vores kunder forfaldt forsikringen i januar, altså efter at de nye regler trådte i kraft, men mere end 99 procent har forlænget den, siger Ivan Christensen, produktchef i Codan Forsikring.

En prognose lavet i efteråret 2011 af Dansk Sundhedsinstitut (DSI) viste ellers, at en beskatning af forsikringerne ville få 400.000 kunder til at forlade ordningen.

- Det overrasker mig, at så mange tilsyneladende holder fast i forsikringen. Det tyder på, at vi stadig har den problemstilling, at en million danskere har lettere adgang til sundhedssystemet end andre, siger Jess Søgaard, direktør i DSI.

I regeringsgrundlaget står, at man vil genindføre beskatning af sundhedsforsikringer, for at der "igen skal være fri og lige adgang til sundhed".

Men det kan vare længe endnu, før der er lighed i sundhedssystemet, erkender Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen.

- Der er stadig en million, som står foran i køen, men nu er det i det mindste for deres egne penge. Vi giver ikke længere statsstøtte til ulighed i sundhed, siger hun til Jyllands-Posten.

0 kommentarer
Vis kommentarer