Sms-fyring koster 130.000 i erstatning

Et firma er blevet dømt til at betale 130.000 kroner i erstatning til en chauffør, som fik fyreseddel i sms

Det kan godt betale sig at gemme de sms'er, chefen sender til dig. Det var hvad en chauffør gjorde, og det har nu sikret ham 130.000 kroner i erstatning fra sin tidligere arbejdsplads, skriver Fagbladet 3F.

Chaufføren sms'ede til sin chef, at hans gravide kæreste netop havde fået veer. Fem timer senere fik han en sms retur;

- Jeg skulle sige, at du er opsagt fra dags dato.

Den besked kom bag på chaufføren, der valgte at gå til Ligebehandlingsnævnet med den alternative fyring.

Arbejdsgiveren påstod, at chaufføren var udeblevet fra arbejdet, men Ligebehandlingsnævnet studser over, at sms-fyringen kommer umiddelbart efter chaufføren har fortalt, at hans kæreste er gået i fødsel.

Dermed kunne transportfirmaet se frem til at skulle undvære ham under fædreorlov. Men arbejdsgiveren hævdede under sagen, at der længe havde været problemer med chaufførens ugesedler, og at kollegerne desuden var utilfredse med ham.

- Men det er ikke dokumenteret. Afskedigelsen er i strid med ligebehandlingsloven, konkluderer Ligebehandlingsnævnet.

De 130.000 kroner svarer til seks måneders løn i godtgørelse for chaufføren.

0 kommentarer
Vis kommentarer