Undersøgelse af indvandring aflyst

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup har aflyst en undersøgelse, som var en aftale mellem den tidligere regering og Dansk Folkeparti

Der bliver næsten dobbelt så mange nydanskere med navne som Ahmed og Aisha i løbet af de kommende 40 år. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Ifølge Danmarks Statistik vil 610.000 danskere i 2050 stamme fra lande i Mellemøsten, Afrika eller Asien, mens der i dag bor 360.000 ikke-vestlige indvandrere her i landet.

Udviklingen fik sidste år den borgerlige regering og Dansk Folkeparti til at vedtage en undersøgelse, der skulle kulegrave, hvilke indvandrere der bor i Danmark om 40 år, og hvordan de kulturelt passer ind.

Men nu har social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) valgt at aflyse undersøgelsen.

- Nu er den tid heldigvis forbi, hvor Dansk Folkeparti definerer dansk integrationspolitik. Regeringen vil gennemføre en integrationsreform, som skal få flere i arbejde og sørge for, at færre ender i fattigdom. Som et led i den reform laver vi et offentligt integrationsbarometer, som blandt andet skal vise udviklingen i indvandrere og efterkommeres kriminalitet og beskæftigelse. Derfor er der ikke længere behov for undersøgelsen, siger Karen Hækkerup, som desuden henviser til, at Danmarks Statistik hvert år måler antallet af indvandrere.

Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, mener, at aflysningen af undersøgelsen betyder, at det danske samfund går glip af vigtig viden om indvandringens mere dybtgående kulturelle og sociale konsekvenser.

- Det er meget ærgerligt. Vi har brug for at vide, hvilken karakter indvandringen i Danmark antager frem mod 2050, og hvordan man kan sikre, at de mennesker, der kommer til Danmark, bliver en del af det danske samfund, siger Martin Henriksen, hvis parti fik vedtaget undersøgelsen som en del af den såkaldte 2020-aftale med den borgerlige regering.

Venstres integrationsordfører, Eyvind Vesselbo, har også svært ved at forstå, at regeringen dropper en undersøgelse, der kan bidrage med mere indgående fremtidsscenarier for indvandring:

- En sådan undersøgelse vil formentlig blandt andet vise, at udlændinge også kan betyde en positiv samfundsudvikling. Indvandringen har ændret sig totalt de seneste 20 år. Hvor de fleste indvandrere i 1990'erne kom til landet som familiesammenførte, så kommer 80 til 85 procent i dag for at arbejde og studere og kan på den måde bidrage positivt til det danske samfund.

I Ishøj Kommune, hvor 30 procent af de 21.000 borgere har etnisk minoritetsbaggrund, mener den socialdemokratiske borgmester Ole Bjørstorp dog ikke, at en kortlægning af indvandringen 40 år frem kan hjælpe kommunen.

- Jeg kan ikke se behovet for en undersøgelse, der er usikker, fordi den går så langt ud i fremtiden. Der kommer ikke så mange indvandrere udefra mere, og de unge vil efterhånden blive integreret i det danske samfund, siger Ole Bjørstorp.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere