Der er udbrudt heftige kampe mellem syriske soldater og desertører fra hæren i en forstad til Damaskus, oplyser en syrisk menneskerettighedsorganisation.
Kampene finder sted i forstaden Douma.
Samtidig fortæller organisationen Syrian Observatory for Human Rights, der har hovedkvarter i London, at titusinder af mennesker er gået på gaden i Douma efter den muslimske fredagsbøn for at demonstrere mod præsident Bashar al-Assads regime.
Mindst 24 mennesker er kvæstet under sammenstød, hedder det.
Samtidig meddeler aktivisterne, at mindst fem demonstranter er blevet dræbt af syriske sikkerhedsstyrker i byen Hama.
Udenlandske medier har ikke adgang til Syrien, og derfor kan oplysningerne ikke umiddelbart bekræftes af uafhængige kilder.