Kaptajnen på coasteren Marion K havde en rigtig dårlig dag i går.
Først gik coasteren på grund i en sandrevle lidt uden for Løgstør. Det lykkedes dog skibet at komme fri ved egen kraft, da højvandet satte ind, men da skibet senere på dagen var på vej mod Aalborg, gik det galt igen, fortæller brovagt på Aggersundbroen Hans Melgaard til ekstrabladet.dk.
- Coasteren kom skævt ind gennem de åbne broklapper og ramte en lanterne, der gik i stykker, og skrabede op af betonen på den ene bropille, der fik en del ridser, fortæller han.
Det lykkedes til sidst coasteren af komme helt til Aalborg - uden yderligere uheld - hvor Søfartsstyrelsen og politiet ventede.
Politiet tog en alkoholtest på kaptajnen og styrmanden, men der var intet at komme efter, fortæller vagtchef Frank Liltorp fra Nordjyllands Politi.
Marion K er registreret i østaten Antigua og Barbuda, og Søfartsstyrelsen tilbageholder nu skibet for at undersøge årsagen til den noget slingrende sejlads.