Tv-stationen al-Jazeera viser onsdag liveoptagelser fra Syriens centrale by Hama, hvor der er affyret skud under gadekampe mellem politi og demonstranter, mens snesevis af aktivister råbte: 'Hvor er de arabiske observatører.'
Den Arabiske Ligas observatørhold, der er ankommet til Syrien, skal kontrollere, at de syriske myndigheder indstiller den brutale nedkæmpelse af en folkelig opstand.
Observatørholdes ventes til Hama torsdag.
Men der er i stigende grad skepsis over for observatørerne i den syriske opposition, fordi delegationen ledes af en general fra Sudan, hvor styret selv forsøger at dække over krigsforbrydelser.
Derfor venter demonstranterne ikke, at observatørerne anbefaler en hård indgriben over for præsident Bashar al-Assads styre.
Demonstranter i byen Homs afviste onsdag at mødes med observatørerne, fordi en officer fra den syriske hær ville være til stede. Observatørerne fortrak derefter fra området.
Den Arabiske Liga insisterer imidlertid på, at den sudanesiske general Mustafa al-Dabihar har afgørende militær og diplomatisk erfaring, som gør ham velegnet til at lede observatørerne.
Eric Reeves, der er professor og specialist i Sudan ved Smith Universitetet i Massachusetts, siger, at Den Arabiske Liga med valget af en general fra Sudan synes at have afsløret, at den ikke rigtigt ønsker at finde frem til noget, som kan fremtvinge en direkte konfrontation med Assad-regimet.
- Der er et overordnet spørgsmål, som melder sig. Hvorfor vælger man en leder af efterforskning, når han selv kommer fra en hær, der er skyldig i nøjagtig den type forbrydelser, som undersøges i Syrien.
- Det giver ikke nogen mening, medmindre man vil minimere de forpligtelser, man har om at gøre mere, siger Reeves.
De syriske aktivister er dog tilbageholdende med offentligt at kritisere observatørerne, da de har knyttet store forhåbninger til deres mission.