Atomulykke: Beder om 50 milliarder til ofre

Selskabet bag det katastroferamte Fukushima-atomkraftværk vil have 50 milliarder kroner til at kompensere ofre.

Folkene bag det delvist nedsmeltede Fukushimaværk i Japan beder nu en regeringsstøttet redningsfond om 50 milliarder kroner til at kompensere de mange ofre for ulykken.

Pengene kommer ud over et allerede lovet beløb på 65 milliarder kroner.

- Vi har modtaget et estimeret erstatningsbeløb, som skal gå til de folk, som blev evakueret, siger firmaet bag værket, Tepco, i en pressemeddelelse.

Tepco fik allerede i oktober at vide, at de skal regne med at skulle betale en kompensation på 330 milliarder kroner i løbet af de første to år efter katastrofen.

Handelsminister Yukio Edano, som er ansvarlig for energipolitikken i landet, ventes at imødekomme ansøgningen allerede i januar.

Fukushimaværket, som ligger 250 kilometer nordøst for Tokyo, blev ramt af en 10 meter høj tsunami den 11. marts i år. Tsunamien ødelagde kølesystemerne, hvilket førte til nedsmeltning i tre af de seks reaktorer.

Der var eksplosioner, der var brande, og radioaktivitet slap ud.

160.000 mennesker, der bor omkring værket, blev evakueret, og de har stadig ikke fået lov at vende hjem.

En uafhængig kommission, der i maj blev nedsat af Japans regering for at undersøge atomulykken på værket i Fukushima, har mandag offentliggjort sine konklusioner.

Her bliver der rettet hård kritik mod Japans regering og mod Tepco. Undersøgelsen viser, at regeringen og Tepco var helt uforberedt på en katastrofe af det omfang, der ramte den 11. marts i år.

Kommissionen siger i sin rapport på 507 sider, at der ikke var en plan til at håndtere situationen. Den planlægning, der var foretaget for at imødegå så store katastrofer, var ikke implementeret.

Rapporten kritiserer også Tepco for at sige, at selskabet ikke kunne forberede sig på noget, ingen kunne forestille sig.

0 kommentarer
Vis kommentarer