Når nytåret skal skydes ind på lørdag er med det med tage det varme tøj på. Meteorologerne melder nemlig om koldt vejr med ned til minus fem grader.
Heldigvis bliver Danmark ikke ramt af det stormvejr, der de sidste par dage har hærget store dele af Norge, Sverige og Finland, så der er ingen grund til at frygte, at vejret ikke vil være egnet til fyrværkeri.
- Det bliver klart vejr og ingen storm, så der er gode muligheder for at se raketterne, siger vagtchef hos DMI Steen Rasmussen til ekstrabladet.dk.
Læs også: Top 10: Her fejrer vi nytåret
Risiko for glatføre
Mens det bliver koldere sidst på ugen, kan danskerne i dag glæde sig over, at dagtemperaturerne ligger et godt stykke over frysepunktet. Dog er det væsentligt at holde sig for øje, at det bliver en del koldere i nat, og derfor skal man være påpasselig, hvis man skal ud at køre.
- Det er her til morgen skydet, og der er lidt finregn i luften, men der er en opklaring, der ligger omkring Nordjylland, som langsomt vil trække ned over landet. I aften og i nat kan temperaturerne komme ned omkring frysepunktet, og der kan komme glatføre, siger Steen Rasmussen, der oplyser, at det vil blæse op sidst på ugen, og at der torsdag kan komme vindstød af stormstyrke.
- Det blæser dog over inden nytårsaften, og nytårsdag bliver kold, men der kommer en del sol. Der vil ikke være meget vind, og dagtemperaturerne vil lørdag ligge på mellem 0-3 plusgrader, siger Steen Rasmussen.