Forældrene til den fireårige dreng, der for tre uger siden blev kvalt og efterladt død i en skov i den svenske by Ljungby, får måske aldrig at vide, hvem der dræbte deres lille dreng.
En 10-årig dreng tilstod onsdag, at det var ham, der kvalte den fireårige Texas med et sjippetorv den 16. oktober og efterfølgende smed ham i et skovbryn.
Det svenske politi anser nu sagen som opklaret.
– Jeg er af den opfattelse, at forbrydelsen er opklaret, og der vil ikke blive foretaget yderligere efterforskning, siger vicechefanklager Yvonne Rudinsson.
Sagen er derfor blevet overgivet til de sociale myndigheder på grund af gerningsmandens lave alder, og det er uvist, om den fire-årige drengs forældre nogen sinde får at vide, hvem der slog deres søn ihjel, fortæller Ing-Marie Byström, der er socialchef i Ljungby Kommun.
- Det bliver ikke os, der afslører identiteten på den 10-årige dreng. Det er ikke vores opgave, siger hun til SvD Nyheter.
Hun oplyser samtidig, at begge drenges familier får hjælp fra kommunen.
- De har begge oplevet en enorm tragedie, og vi giver familierne al den støtte og hjælp, som de ønsker at modtage, siger hun.