En moské i Vest-Jerusalem, der ikke er i brug, blev onsdag udsat for hærværk af ukendte personer.
Langs moskeens vægge blev der malet skældsord mod profeten Muhammed og fornærmelser som for eksempel 'En god araber er død'. Der var samtidig flere brandskader i bygningen, som delvist var blevet overhældt med benzin.
Hærværket opfattes som det seneste i en række angreb udført af yderliggående jødiske bosættere, der hævner sig på enten palæstinensere eller på den israelske stat, fordi soldater har været sat ind mod bosættere på den besatte Vestbred.
Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, gjorde det tirsdag klart, at regeringen vil reagere meget skarpt på bosættere, der angriber sikkerhedsstyrkerne.
Tidligt tirsdag begav en gruppe på 50 bosættere sig ind til en militærbase ved Qalqilya på Vestbredden, hvor de kastede sten efter en officers bil og begik hærværk mod biler.
De ekstremistiske bosættere angreb i sidste måned den jødiske fredsbevægelse Peace Now og malede graffiti på en bolig, der tilhørte bevægelsens leder Hagit Ofrans bolig.
- Rabin venter på dig, lød en advarsel med henvisning til den tidligere israelske premierminister Yitzhak Rabin, der blev dræbt af en højreorienteret israeler i 1995.