Panamas tidligere diktator Manuel Noriega er vendt hjem efter at have tilbragt mere end 20 år i fængsler i USA og Frankrig for narkokriminalitet og hvidvaskning af penge.
Nu står Noriega til at afsone tre forskellige domme på 20 år hver for bortførelsen og mordene på tre politiske modstandere inden 1989, hvor han blev fjernet fra magten under den amerikanske militære invasion i Panama.
- Han kommer i fængsel lige som en hver anden fange uden nogen privilegier, siger Panamas præsident, Ricardo Martinelli.
- Han må bøde for alle sine forbrydelser, alle skaderne, alle rædslerne, siger han.
Noriega, der i dag er 77 år, blev i foråret 2010 overdraget fra USA til de franske myndigheder, der dømte ham til syv år bag tremmer for hvidvaskning af narkopenge via franske pengeinstitutter.
En fransk domstol gav senere grønt lys for at udlevere Noriega til Panama, som tidligere in absentia har dømt ham til tre gange 20 års fængsel for drab på politiske modstandere.
I Panama vil der være fokus på, om Noriega vil kunne kaste nyt lys over sager fra hans diktatur, hvor over 100 drab og forsvindinger stadig er uopklarede.
Desuden bliver der spekuleret i, om Noriega kan få lov at afsone sin straf uden for et fængsel, da Panama tillader fanger over 70 år at afsone i eget hjem.
Noriega var oprindeligt allieret med den amerikanske efterretningstjeneste CIA, men Washington brød med ham på grund af hans forbindelser til narkokarteller i Colombia og udbredt valgsvindel ved valg i Panama, hvor han længe var den egentlige leder som øverstkommanderende i militæret.