Her er 92 procent arbejdsløse

Københavns Kommune har opdelt byen i meget små enheder. Nogle steder er der rigtig mange ledige, mens beskæftigelsen er høj få hundrede meter væk. Se kortet

I kvarteret mellem Guldbergsgade (billedet), Nørre Alle og Sjællandsgade er arbejdsløsheden tårnhøj (Foto: Polfoto)
I kvarteret mellem Guldbergsgade (billedet), Nørre Alle og Sjællandsgade er arbejdsløsheden tårnhøj (Foto: Polfoto)

Der kan være stor forskel på, om man bor på den ene eller den anden side af en bestemt gade.

Ikke alene afgør det, om man har et lige eller et ulige husnummer.

Forskellen på hvor stor arbejdsløshed, der er i et nabolag er enormt.

Det fremgår af et nyt - eller rettere flere - elektroniske kort, som Københavns Kommune har udarbejdet. En anelse usexet hedder det 'Socioøkonomiske Københavnerkort', men lad dig ikke afskrække af navnet.

Få klik fører frem til en række kontante, og i visse tilfælde måske overraskende, oplysninger.

I kvarteret afgrænset af Nørre Allé, Guldbergsgade og Sjællandsgade på Nørrebro er 92 procent af beboerne arbejdsløse. Og det skyldes ikke placeringen af 'De gamles By', da man kun medregner personer under 67 år.

'Nabo-kvarteret', afgrænset af Jagtvej, Nørre Allé og Tagensvej, har en arbejdsløsheds-procent på 6,5 - men her ligger også bl.a. Egmontkollegiet, som politiken.dk så rigtigt gør opmærksom på.

Den gennemsnitlige ledighed er 17,5 i Københavns Kommune, men forskellene er enorme.

Du kan se kortet her (hvis du vil se ledighed, så tryk på befolkningskort øverst, klik i 'udenfor arbejdsmarkedet' og søg dit område).

Af kortet kan du også se lavindkomst-områder, uddannelsesniveau, antallet af beboere med ikke-vestlig baggrund, boligareal pr indbygger og meget, meget mere.