Langsomt, men sikkert nærmer den kraftige storm sig, der har skabt kaos i store dele af Storbritannien.
Det kan man mærke langs den jyske vestkyst, hvor de første meldinger om væltede træer allerede er begyndt at løbe ind.
LÆS OGSÅ: Stormen nærmer sig: Så slemt bliver det
- Selv om der stadig er et par timer til, at det for alvor tager til, har vi allerede fået 10-15 anmeldelser om træer, der har måtte give efter for vinden, oplyser vagtchef Henrik Beck fra Nordjyllands Politi.
Derfor opfordrer han også indbyggerne til at være forsigtige, hvis de bevæger sig udenfor.
- Det er ikke sådan, at vi på nuværende tidspunkt fraråder folk at bevæge sig udenfor. Men det er klart, at man skal tænke sig om og udvise sund fornuft, når man bevæger sig ud i vejret.
Topper først fredag
Lidt længere sydpå har man også så småt fået en forsmag på, hvad der er i vente.
- Ja, vi kan også godt mærke, at det er begyndt at ruske lidt. Det er ikke helt lige så slemt som oppe nordpå, men vi har også fået meldinger om fem-seks træer, der er væltet ud over kørebanen, lyder det fra vagtchefen for Midt og Vestjyllands Politi.
LÆS OGSÅ: DMI opgraderer stormen: Spænd løse ting fast
Også i Syd og Sønderjylland meldes om vand på vejene, og væltede træer - det til trods for, at det først ventes at stormen topper i løbet af fredagen.
På både Storebæltbroen, Øresundsbroen og Lillebæltsbroen fraråder Vejdirektoratet kørsel med vindfølsomme køretøjer. Tidligere på dagen aflyste Color Line færgedriften mellem Hirtshals og Kristianssand.
Send os dine billeder fra stormen. Enten på mail ( 1224@eb.dk) eller på sms/mms til nummeret 1224. (Alm. sms-takst).