Den 12. december og frem til foråret 2014 er det slut med at køre i bil ved Nørreport Station i København.
Lukningen sker i forbindelse med den omfattende ombygning af stationen, som gik i gang i oktober i år, oplyser Banedanmark.
Det er arbejdet med at afdække og renovere betonkonstruktionerne på den snart 100 år gamle station, som nu går i gang. Det kræver så meget plads, at der bliver lukket for gennemkørende biltrafik.
- Vi skal nu have hele oversiden af den underjordiske station frem i lyset for at kunne renovere den gamle beton, og siden skal vi bygge en helt ny plads på Nørreport, siger projektleder for Ny Nørreport Michael Bredsdorff fra Banedanmark.
- Det er så fysisk omfattende arbejder, at vi desværre bliver nødt til at lukke for den gennemkørende vejtrafik imens. Det betyder, at bilisterne skal finde andre veje fra på mandag, siger han.
Banedanmark har analyseret mulighederne for at opretholde en del af biltrafikken gennem Nørreport, mens der bliver bygget. Men det vil betyde, at projektet bliver forlænget med halvandet år.
Konkret bliver der lukket for gennemkørende vejtrafik på Nørre Voldgade fra Georg Brandes Plads til Linnésgade.
Hvis man har ærinde på Nørreport, vil man dog fortsat kunne køre ned ad Nørre Voldgade fra Georg Brandes Plads og parkere. Det vil også fortsat være muligt at parkere ud for Ørstedsparken og på Israels Plads.
Busserne kommer derimod til at køre som normalt.
Gennem hele byggeperioden køre bybusser som i dag gennem Nørreport på en særlig dobbeltrettet busbane. Nogle busser får nye stoppesteder på selve Nørreport station fra den 12. december.
Cyklister og fodgængere kan færdes næsten som normalt gennem hele byggeperioden.
Læs mere om ombygningen af Nørreport Station på www.nynoerreport.dk . Her kan man også se kort over, hvordan bilerne kan køre ved Nørreport.