Kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor's advarer nu Tyskland og fem andre eurolande om, at de risikerer en nedgradering af deres kreditværdighed fra den nuværende topkarakter AAA.
Det skriver Financial Times.
Ifølge avisen ventes instituttet senere på dagen amerikansk tid meddele, at Tyskland, Frankrig, Holland, Østrig, Finland og Luxembourg kommer på en såkaldt overvågningsliste.
Det betyder, at Standard & Poor's vil gennemgå sin vurdering af de pågældende lande og inden for de kommende 90 dage ventes at beslutte, hvorvidt landene skal sættes et trin ned til AA+.
Financial Times skriver, at Standard & Poor's har meddelt de seks landes regeringer, at vurderingerne vil være færdige "hurtigst muligt", efter topmødet senere på ugen, hvor eurolandenes ledere samles for at drøfte krisen.
På forhånd har markederne forberedt sig på, at der kan komme en nedgradering af Frankrig, men ikke mange havde ventet, at der kunne drages tvivl om Tysklands AAA-karakter.