Kræftsyg blogger går sammen med eks-politiker

Den kræftsyge debattør Johnny Larsen stiller nu op for det nye parti, Demokraterne. Han vil kæmpe for bedre behandling af syge og arbejdsløse

(Foto: Bo Svane)
(Foto: Bo Svane)

Han er kendt som den arbejdsløse og kræftsyge blogger, der udfordrede Liberal Alliances Joachim B. Olsens samfundssyn i flere direkte tv-dueller på både DR og TV2.

Læs også: Joachim B. og Johnny støder sammen på tv

Nu er Johnny Larsen parat til at indtage politikernes højborg for at tage endnu en omgang med kuglestøderen. Han stiller nemlig op for det nye parti, Demokraterne.

- Jeg har altid haft et stort politisk hjerte, men indtil nu var der ikke et parti, jeg følte, jeg kunne stå inde for. Efter at have set, hvad Demokraterne står for, finder jeg det relevant for mig at stille op for dem, siger Johnny Larsen.

Det nye parti blev stiftet i februar af Per Ørum, der tidligere har siddet i Folketinget for både Det Konservative Folkeparti og Kristendemokraterne. Blandt mærkesagerne er at bevare velfærdsstaten og sikre bedre vilkår for samfundets svage.

Læs også: Saxo Bank-boss: Johnny er en ynkelig stodder

Demokraternes formand Per Ørum har været en flittig læser af Johnny Larsens blog på Avisen.dk. Han henvendte sig tirsdag til bloggeren med tilbudet om at stille op for partiet.

- Jeg har fulgt med i Johnnys blog længe og er imponeret over, hvordan han er brudt igennem lydmuren og skabt debat. Vores målsætning er at bringe borgernes oplevelse af virkeligheden tættere på politikerne, og det er Johnny nærmest indbegrebet af, siger Per Ørum.

Læs også: Johnny Larsens blog på Avisen.dk

Han forventer, at Demokraterne næste forår har underskrifter nok til at stille op til Folketinget. Hvor høj en placering på partilisten, den kræftsyge blogger får, ligger endnu ikke fast.

- Men det er klart, Johnny er en stor profil og et talerør for den frustration, mange føler. Så han får en vigtig placering i partiet og han vil være med til at give os kant, siger Per Ørum.

Læs også: Derfor er Johnny for syg til dagpenge

Johnny Larsen, der også har været i clinch med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), er især kendt for sin kritik af sygedagpengesystemet og behandlingen af syge og arbejdsløse. Han mistede selv sine sygedagpenge samme dag, som han blev indlagt til en kræftoperation på Rigshospitalet.

Det bliver også de sager, han vil kæmpe for, hvis vælgerne stemmer partiet ind ved næste valg.

- Det bliver en mærkesag for mig, at sygedagpengene skal vare, til man er rask. Og helt generelt vil jeg gerne gå imod den liberalistiske holdning, der gennemsyrer næsten alle partier, siger Johnny Larsen.

Han tror, at Demokraterne har en god chance for at komme ind.

- Lige nu kan man jo se vælgernes desperation ved, at Socialdemokraterne rasler ned i meningsmålingerne og SF kan se spærregrænsen blinke. Vælgerne føler sig svigtede og ved ikke, hvor de skal gå hen. Der tror jeg, vi kommer som et befriende alternativ, siger Johnny Larsen.

Han anses i dag af lægerne for at være helbredt, men er stadig under tæt observation. Desuden lider han af en langvarig depression.

Læs også: Ministerens brev til Johnny Larsen

0 kommentarer
Vis kommentarer